Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Hvis du hvert år sidder og venter på, at nostalgiske julekalendere som 'Krummernes jul', 'Olsen-bandens første kup' og 'Brødrene Mortensens jul' bliver genudsendt, så kommer du til at vente forgæves.
I dag er der nemlig et højere krav til kvaliteten, fortæller TV 2.
Mens DR sender den nyproducerede julekalender 'Julefeber', så genudsender TV 2 'Juleønsket' fra 2015. Og når det netop er denne, der er blevet støvet af, så skyldes det blandt andet, at den med sine fem år på bagen er blevet gammel nok til, at den vil føles som et kærkomment gensyn.
Hvis man så den som otte-årig, er man nu blevet teenager og kan se den med nye øjne, mens datidens teenagere er blevet gamle nok til at se den med et nostalgisk blik.
»Og så kigger vi selvfølgelig på kvaliteten, og om den virker malplaceret i nutiden. 'Jul i Valhal' kan sagtens genudsendes, fordi temaet er eviggyldigt, mens 'Mikkel og Guldkortet' blev produceret for at stille skarpt på datidens forbrugsfest og ramte lige midt i finanskrisen, men fem år senere virkede temaet pludselig forældet,« siger hun om den socialrealistiske julekalender fra 2008, som aldrig er blevet genudsendt.
B.T. har spurgt instruktøren på 'Mikkel og Guldkortet', Christian E. Christiansen, om han ved, hvorfor hans julekalender om søskendeparret Mikkel og Marie, der uforvarende får startet en global krise, da et fejlslagent ønske hos en magisk nisse resulterer i, at alle mennesker får så mange penge, at de ikke længere har værdi, ikke bliver genudsendt.
»Det er et godt spørgsmål. Jeg tænker, at TV 2 synes, den udviklede sig for dystert, eller også var der ikke nok, der så den. Måske var der for mange musikindslag. Måske var det al omtalen om en skuespiller, der blev udskiftet (kort inden premieren måtte 52 scener indspilles på ny, da en skuespiller blev idømt en fængselsstraf for en seksualforbrydelse og klippet ud, red.).«
»Jeg har faktisk aldrig søgt en forklaring på det, men mine egne børn har set den nogle gange efterhånden og kan godt lide den. Jeg tror dog, at den i dag vil føles en smule forældet i forhold til tematikker og form,« siger Christian E. Christiansen.
Også instruktør Regner Grasten er blevet spurgt om sit bud på, hvorfor hans to serier 'Krummernes jul' og 'Brødrene Mortensens jul' ikke er blevet genudsendt mere end én gang.
»Regner Grasten Film lavede en kanon deal med TV 2, dengang vi producerede de to julekalendere, hvilket betyder, at vi skal have 50 procent af alle indtægter undtagen salg af julekalendere og reklamespot. Så de to kalendere bliver først genudsendt, hvis Regner Grasten Film køber TV 2. Det overvejer vi selvfølgelig,« svarer han.
Til det svarer TV 2's fiktionschef, Katrine Vogelsang:
»Det er altid dejligt at opleve den ihærdighed, Regner Grasten har på alle sine projekter – også de gamle titler. Men med risiko for at ødelægge hans gode julehumør, så kan jeg ikke bekræfte, at han har hverken værre eller bedre vilkår end andre julekalender-producenter.«
Ifølge Katrine Vogelsang er der andre årsager til, at de ældre julekalendere bliver forbigået.
»Før streamingens tid kunne vi bedre slippe af sted med at sende noget, der trak på nostalgi-følelsen, men i dag, hvor der er et større udbud, er der også et større krav om, at man føler sig underholdt,« siger fiktionschefen.
»Det store skifte kom i virkeligheden med 'Jesus og Josefine' i 2003, hvor julekalenderne gik fra at have en hyggelig komedie-tone til at være et rigtig drama, og så var det svært at komme tilbage til det 'hyggenyggede' uden den store dramatiske fremdrift.«
De fire 'Pyrus'-julekalendere er også forholdsvis udramatiske, men dem har I alligevel genudsendt adskillige gange i løbet af de seneste 26 år?
»'Pyrus'-universet nåede at blive ikonisk inden skiftet, fordi der har været så mange af dem, og de har spredt sig over så mange år, at flere generationer har dem som yndlingsjulekalendere. Så Pyrus har overlevet, fordi han står stærkt i bevidstheden,« siger Katrine Vogelsang om de fire julekalendere, der havde premiere i henholdsvis 1994, 1995, 1997 og 2000.