Den svenske journalist Kim Wall mistede i august 2017 livet på brutal vis efter at være steget om bord på morderen Peter Madsens hjemmebyggede ubåd UC3 Nautilus.

Her tre år senere er der mandag 28. september premiere på TV 2 nye store tv-satsning 'Efterforskningen', der er en filmatisering af opklaringsarbejdet i forbindelsen med drabet, og som blandt andet har Søren Malling og Pilou Asbæk på rollelisten.

Tirsdag delte TV 2 så en trailer af serien på Facebook, men der er den bestemt ikke blevet velmodtaget af alle.

I kommentarfeltet er det således strømmet ind med beskeder, hvori TV 2 bliver fordømt for at give Peter Madsen »unødig opmærksomhed«.

Peter Madsen myrdede journalisten Kim Wall ombord på sin ubåd.
Peter Madsen myrdede journalisten Kim Wall ombord på sin ubåd. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

'Hold kæft, hvor er det usmageligt at lave en serie om det og ham! Han er en bestialsk, kold og kynisk, pervers og ekstremt farlig morder, og alligevel bliver han nærmest gjort til stjerne,' skriver en bruger for eksempel.

'Synes, det er usmageligt at give den psykopat sin egen serie. Det er lige præcis den form for omtale, han ønsker,' skriver en anden.

'Dårlig dømmekraft af TV 2,' skriver en tredje, mens en fjerde opfordrer til at boykotte både serien og TV 2.

Traileren til serien blev delt tirsdag, og den har i skrivende stund fået over 1.600 kommentarer.

Peter Madsen og Kim Wall på ubåden.
Peter Madsen og Kim Wall på ubåden. Foto: PETER THOMPSON
Vis mere

Der er dog også positive kommentarer at finde blandt de mange negative. For eksempel skriver en bruger, at det er 'normalt', at der bliver lavet film og serier om dømte mordere og berømte drabssager, og at han derfor ikke forstår kritikken.

TV 2 har kommenteret flere af de kritiske opslag på deres Facebook. Her skriver de, at 'seriens fokus ikke er på gerningsmanden, men på alle de helte, som var med til opklaringen af sagen, og som ikke har fået særlig meget opmærksomhed'.

Samme udmelding kommer fra Katrine Vogelsang, fiktionschef på TV 2, da B.T. forholder hende til kritikken.

»'Efterforskningen' handler om politifolkene, dykkerne, retsmedicinerne og alle dem, som var med til at opklare sagen. Og så handler den om det store tomrum, som journalisten Kim Wall efterlod, da hun blev dræbt. Den handler ikke om gerningsmanden. Han optræder faktisk slet ikke i serien,« siger hun.

Hvis den handler om efterforskningen af sagen, kan I vel ikke undgå at nævne forbrydelsen, og dermed får Peter Madsens handlinger vel opmærksomhed?

»Serien er netop ikke optaget af forbrydelsen, men af den yderst komplicerede efterforskning, der endte med at lykkes. Alle kender sagen, så det har været unødvendigt for os at fokusere på forbrydelsen,« siger Katrine Vogelsang og fortsætter:

»Så hvis man forventer at se en makaber serie, så bliver man skuffet, for det får man ikke.«

Det er ikke første gang, at den kommende TV 2-serie får kritik.

Allerede da optagelserne var i gang, rasede instruktøren og debattøren Katrine Wiedemann over serien, som hun i et indlæg i Weekendavisen kaldte for 'endnu et skridt ud på en moralsk glidebane i true crime-genren'.

Mens Kim Walls forældre bakker op om serien, som de over for Politiken kalder 'en hyldest til dem, der gav deres yderste for at finde deres datter', så er Kim Walls efterladte kæreste, Ole Stobbe, af en hel anden overbevisning.

Han har tidligere skrevet i Weekendavisen, at han ikke støtter serien, fordi han mener, at den lukrerer på de efterladte.

»Om målet helliger midlet eller ej, så var det Kim og os pårørende, der ville betale prisen, og ikke holdet bag serien,« skrev han i august 2019 og fortsatte:

»Vores mareridt skulle gøres til underholdning for publikums, pengenes og for, hvad jeg anså for at være en utilstrækkelig moralsk forklarings, skyld. Bestemt ikke for vores skyld og slet, slet ikke for Kims. Hun skulle være grundlag for serien på samme måde, som et fad er grundlag for servering af kage: essentiel og samtidig helt underordnet.«

Det er den Oscar-nominerede manuskriptforfatter og instruktør Tobias Lindholm, der har skrevet og instrueret serien.

Søren Malling indtager rollen som drabschef Jens Møller, mens Pilou Asbæk spiller specialanklager Jakob Buch-Jepsen. Rollerne som Ingrid og Joachim Wall spilles af de to svenske skuespillere Pernilla August og Rolf Lassgård.