Først var der ingen chefer, der havde fulgt med i de interne møder hos de strejkende medarbejdere hos TV 2. Så var der alligevel nogen, der havde set med.

Torsdag kunne de tre chefer, der ifølge B.T. og Ekstra Bladets oplysninger skulle være dem, der havde set med på det fortrolige medarbejdermøde, så fortælle til Ekstra Bladet, at det bestemt ikke var dem, der havde set med og afviste pure.

Men på et stormøde for alle medarbejderne på TV 2 fredag, indrømmede chefredaktør på udlandsredaktionen Jacob Vissing, chef for TV 2 Nyhederne Thomas Funding og redaktionschef for TV 2 Nyhederne Hans Peter Blicher, sidstnævnte gennem nyhedsdirektør Ulla Pors, at det altså var dem, der havde set med.

Det erfarer B.T. fra personer, der var med til mødet.

Ifølge kilderne beklagede cheferne på mødet til medarbejderne for at have set med og løjet om det efterfølgende.

Til B.T. bekræfter Jacob Vissing, at han var en af de chefer, der så det fortrolige møde, og at han har undskyldt fredag.

»Jeg kan bekræfte, at jeg så med på medarbejdernes møde. Vi har holdt et møde i dag og forklaret, hvad der er sket, og vi har undskyldt for at have fulgt med.«

Hvorfor løj du over for Ekstra Bladet og afviste, at du havde fulgt med?

»Det, som jeg prøvede at forklare Ekstra Bladet i går, der skete, er, at jeg blev spurgt til, om vi havde overvåget mødet. Det havde vi ikke.«

Men du afviste jo at have fulgt mødet?

»Jeg gav ikke detaljerne og det fulde billede i går, og det beklager jeg.«

Ulla Pors har sagt, at hun har tillid til jer, og det lader jo til, at der ikke kommer flere konsekvenser, hvad tænker du om det?

»Vi har fået en velfortjent skideballe, og der er sket et tillidsbrud.  Jeg er ked af, at jeg har bragt både medarbejdere og min arbejdsplads i den her situation, og det er jeg ked af. Nu skal vi se fremad og arbejde for at genopbygge tilliden.«

Også Thomas Funding bekræfter, at han var en af cheferne, der undskyldte for at følge mødet.

Han forklarer, at han gik forbi en skærm på TV2, hvor signalet fra mødet blev vist.

»Det er ikke en fejl, at jeg ser det, for det kan man dårligt undgå. Men det er en fejl, at jeg som leder ikke indser, at jeg skal slukke skærmen og kontakte tillidsværket. Derfor forstår jeg godt, at tilliden er udfordret.«

Til spørgsmålet om, hvorfor Thomas Funding løj, da Ekstra Bladet spurgte, om han havde set mødet, svarer han, at det mener han ikke, han har gjort.

»Jeg svarer i den kontekst, at jeg skulle have overvåget mødet, og det føler jeg ikke, at jeg har gjort.«

Ligesom Jacob Vissing har han fået 'en røffel' af sin chef, men ønsker ikke at kommentere konsekvenserne yderligere.

B.T. har kontaktet TV 2's etikchef, Hans Peter Blicher, for at høre, hvorfor han løj over for Ekstra Bladet torsdag.

Det ønskede han ikke at tale om og smed røret på, da B.T. havde stillet spørgsmålet.

B.T. har efterfølgende spurgt etikchefen, om han mener, han kan fortsætte som etikchef, efter at have løjet i pressen om sin deltagelse i det fortrolige møde.

Han er ikke vendt retur direkte til B.T., men gennem TV 2 kommunikationsafdeling har B.T. modtaget et citat i forbindelse til Hans Peter Blichers indblanding i hændelsen.

»TV 2 oplyser, at det fulde billede i dag er præsenteret for medarbejdere på et internt møde. Som Ulla Pors har skrevet på forhånd, har nogle chefer kortvarigt kigget på en multiskærm, hvor mødet var på. Mødet er ikke blevet fulgt eller overvåget, som Ekstra Bladet har spurgt en rækker chefer til. Det er positivt, at der i dag har været en intern dialog om sagen,« lyder det i en sms fra TV 2's kommunikationsafdeling.

Ifølge B.T.'s oplysninger har nyhedsdirektør Ulla Pors oplyst på mødet, at hun har 'fuld tillid' til de tre chefer.

Igennem flere dage har B.T. kontaktet Ulla Pors for en kommentar, men hun er ikke vendt tilbage.

Vi ville gerne høre til, om udtalelsen om den 'fulde tillid' betyder, at handlingen fra de tre chefer ikke får konsekvenser.

Ligeledes har vi kontaktet hovedtillidsrepræsentant Lennart Sten, men han har ikke ønsket at medvirke i et interview på nuværende tidspunkt.

Til Journalisten oplyser han, at tilliden nu skal genopbygges, da den er på 'nulpunktet'.

»Nu skal vi i gang med at genopbygge tilliden. Mødet i dag er det første spæde skridt fra nul, for man kan ikke tage fra nogen, at de har følt sig overvåget af ledelsen, og at der har siddet nogle chefer, som kunne se, hvem der tog ordet på det faglige møde. Den følelse er svær at tage fra folk, og den bor stadig i mange af dem, der var med til mødet,« lyder det.

TV 2's kommunikationsafdeling oplyser til B.T., at TV 2 ikke mener, der var tale om en løgn, men heller ikke det fulde billede, som nu er fremlagt.