Flere mediechefer var samlet, da nyhedsdirektør i TV 2 Mikkel Hertz søndag i programmet 'Presselogen' fortalte, at de på hans arbejdsplads har haft en nylig sag om sexchikane.

Nyhedsdirektøren fortæller, at han ligesom de mere end 1.600 kvindelige medunderskrivere på et støttebrev til Sofie Linde kan vedkende sig, at det er et problem, der stadig eksisterer.

»Jeg ved det, fordi vi inden for det seneste år har haft en sag, som var ganske ubehagelig, som handlede om krænkelser af seksuel karakter,« forklarede han i programmet, inden han fortsatte:

»Den har vi selvfølgelig håndteret. Medarbejderen er her ikke mere. Det gik ganske hurtigt.«

Ulla Pors har været hos TV 2 i mange år. Her ses hun, da hun var journalist for stationen i 2004.
Ulla Pors har været hos TV 2 i mange år. Her ses hun, da hun var journalist for stationen i 2004. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

Han fortalte efterfølgende i et interview med TV 2, at der var tale om digitale, seksuelle krænkelser.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Mikkel Hertz, men det er TV 2 News-chefredaktør Ulla Pors, der svarer på spørgsmål om sagen og kommunikationen omkring den.

Hun forklarer, hvorfor man efter tidligere at have afvist at ville tale om konkrete sager nu fortæller om dette tilfælde.

»Det her er en branche, som snakker meget, og som kender til, hvad der foregår rundt omkring, og derfor kunne vi være helt ærlige. Det er uproblematisk for os at sige, det har været der,« siger Ulla Pors og uddyber:

»Personalesager er altid svære, fordi man skal beskytte forskellige parter, så for os har det været vigtigt, at det ikke er den konkrete sag, der skal fylde. For os er det vigtigt at sige, at når vi oplever en sag, så handler vi på den med det samme.«

Har man taget det seriøst nok tidligere, når man har været ude og melde ud fra TV 2's side, at sexchikane ikke er en kultur, der præger arbejdspladsen?

»Vi er der da nødt til at sige, efter den her runde, at vi skal gøre meget mere ved det. Det er jo tydeligt. Altså, vi var allerede i gang med en proces, hvor vi gennemså alting, men det her har bare sparket endnu mere til, at vi skal have set tingene igennem,« lyder det fra chefredaktøren, som uddyber:

»Jeg er selv kvinde og har mange kvinder omkring mig i min ledelsesgruppe, men det er åbenbart ikke nok. Der skal mere til.«

26. august fik Sofie Linde for alvor startet en diskussion om sexchikane, da hun fortalte om en tv-boss, der havde afkrævet hende et blowjob, hvis han ikke skulle ødelægge hendes karriere.
26. august fik Sofie Linde for alvor startet en diskussion om sexchikane, da hun fortalte om en tv-boss, der havde afkrævet hende et blowjob, hvis han ikke skulle ødelægge hendes karriere. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Hører jeg dig sige, at man ikke har været tydelig nok i at signalere udadtil, at det faktisk er noget, der har præget arbejdspladsen, eller hvordan skal jeg forstå det?

»Du skal forstå det sådan, at det her opråb gør os klart, at vi er nødt til at tage et kulturtjek og se, om vi kan sige, at det er ikke en sexistisk kultur. Selvfølgelig kan der være sager, men kulturen er ikke fra morgen til aften sexistisk. Det er den jo ikke. Så ville jeg ikke selv være her,« siger Ulla Pors og uddyber:

»Men vi er nødt til at finde ud af, hvad det er, der ikke er godt nok.«

Jeg er nødt til at vende tilbage til, at man melder ud i medierne, at det er ikke en sexistisk kultur, men samtidig kender I til et nyligt alvorligt tilfælde. Har man så været klar nok i spyttet?

»Jeg mener nok, at den samlede mediebranche ikke har været klar nok i spyttet. Det er da det største 'wake-up call' til os mediechefer.«

Til B.T. fortæller Ulla Pors, at hun svarer på spørgsmål, om Mikkel Hertz' udtalelser om sexchikane på TV 2, dels fordi det er hende, der er ansvarlig for 'Presselogen', men også fordi han er så hæs, at han praktisk talt ikke kan tale mere.

Hun oplyser , at hun ikke ved, om der har været en plan med at afsløre det konkrete tilfælde med sexchikanesagen i 'Presselogen', da det er Hertz, der har udtalt sig.

Efter Ulla Pors har svaret på spørgsmålene, har TV '2s direktør, Anne Engdal Stig Christensen, mandag fortalt i Berlingske, at der skal laves en undersøgelse af arbejdsforholdene på TV 2. Her vil man blandt andet have rundbordssamtaler med forskellige kvindelige ansatte, der skal give et indblik i situationens tilstand.

Det sker, samtidig med at seks tidligere kvindelige ansatte har fortalt om både sexchikane og sexisme på TV 2.

Mikkel Hertz indrømmede i et interview på TV 2, at man har et problem med at få ofre til at stå frem, eftersom flere kvinder oplevede problemet i flere år i det nylige sexchikanetilfælde.

»Jo, desværre. Et er, at vi har nogle fine regler, der dækker det her, i vores personalehåndbog. Og vi har en whistleblower-ordning. Men på trods af det er der åbenbart nogle barrierer, og det er dem, som vi skal have fjernet,« lyder det fra ham.