Når de kendte deltagere dyster om penge i TV 2's realityprogram 'Spillet', er alt ikke, som det ser ud til på tv.
Det fortæller TV 2 nu til B.T. og bekræfter samtidig lokationen på den hemmelige luksusvilla, hvor det hele blev optaget i efteråret.
TV 2s aktuelle reality-hit, 'Spillet', hvor 12 kendte danskere dyster om penge til velgørenhed, har to primære lokationer, der umiddelbart holdes hemmeligt for både deltagere og seere.
For det første bor deltagerne i en stor luksusvilla.
Deltagerne ved ikke, hvor villaen ligger i landet, ligesom TV 2 heller aldrig præsenterer lokationen for seerne.
Den skarpe seer vil ud fra programmets drone-optagelser imidlertid hurtigt bemærke, at villaen ligger ud til vandet ved Den Gamle Lillebæltsbro på Frederica-siden.
Frederica Dagblad har lokaliseret villaens præcise lokation og skriver, at den 600 kvadratmeter store bolig er placeret i Fredericia-bydelen Snoghøj.
Den var i 2016 til salg for 24 millioner kroner, hvilket gjorde den til en af Jyllands dyreste boliger.
TV 2 bekræfter overfor B.T., at Fredericia Dagblad har spottet den korrekte bolig, hvor man inden optagelserne efter aftale med husets ejer fik lov til at male om, bytte alle møbler ud og skabe det look, man ser i 'Spillet'.
TV 2-redaktør Peter Toldberg Gamborg fortæller om valget af boligen:
»I et spil om magt, penge og relationer spiller villaens udtryk en vigtig rolle. Herudover var der jo rent praktisk forskellige kriterier, den også skulle opfylde – blandt andet i forhold til størrelse, beliggenhed og en afsides kælder.«
Den anden lokation i 'Spillet' er den såkaldte 'spil-arena', hvor deltagerne i hvert afsnit stiller op i forskellige dyster.
I programmet ser man deltagerne køre ud til tre store siloer, der ligger med flot udsigt til Lillebælt – men her er der tale om tv-snyd.
I podcasten 'Fantino og Bonde' taler værterne Maria Fantino og Christian Bonde i et af de nyeste afsnit med deres faste børnereporter Eigil.
Han fortæller, at 'spil'-arenaen slet ikke er optaget i siloerne, men i en lagerhal i den modsatte ende af byen, som hans forældre tilfældigvis ejer.
På tv fremgår det, at spilarenaen ligger smukt ud til vandet, i virkeligheden er det optaget klods op af et havecenter og et Dino-legeland.
TV 2 bekræfter, at det forholder sig sådan.
Redaktør Peter Toldberg Gamborg forklarer:
»Siloerne er visuelt flotte og kendetegnende for det område, hvor 'Spillet' er optaget, men alle optagelser i 'arenaen' foregår i en nærliggende lagerhal. Det er rent produktionstekniske behov, der afgør, at det netop er blevet der.«
Han tilføjer:
»Blandt andet adgangsforhold og plads.«
'Spillet', der havde premiere i slutningen af januar, har indtil videre haft omkring en halv million seere pr. afsnit.
Her kan du læse om et andet aktuelt kendis-program, hvor man også benytter sig af tv-snyd.