TV 2 bekræfter tv-snyd i hitprogram – men holder én ting hemmelig: Afslører han det her?
TV 2 bekræfter nu en stor, skjult ændring i den aktuelle sæson af 'Forræder'. Samtidig giver en af deltagerne måske svar på det, TV 2 ikke vil afsløre.

TV 2 bekræfter nu en stor, skjult ændring i den aktuelle sæson af 'Forræder'. Samtidig giver en af deltagerne måske svar på det, TV 2 ikke vil afsløre.

TV 2 benytter sig i den aktuelle 'Forræder'-sæson af tv-snyd.
Normalt plejer deltagerne at sove på det slot, hvor tv-optagelserne foregår, men selvom det kunne se sådan ud, er det altså ikke tilfældet i år.
Først afslørede 'Forræder'-deltager Martin Høgsted den lille hemmelighed i en seerchat, og nu bekræfter TV 2 det endeligt overfor B.T.
TV 2 vil dog ikke ud med, hvor de sov i stedet, men noget kunne tyde på, at en anden deltager allerede har givet svaret.
Siden TV 2 for tre år siden havde premiere på den første sæson af realityprogrammet 'Forræder', har tv-optagelserne foregået på Hvedholm Slot ved Faaborg på Fyn.
De medvirkende måtte undervejs ikke forlade slottet, men skulle mellem optagelserne opholde sig på deres værelser, hvilket ikke altid var populært.

Deltagerne Ali Jassem og Marie Watson, der var med i 2025, har blandt andet kaldt slottet for 'ulækkert' i podcasten 'Marcus og Realitypanelet', ligesom en anden deltager fra 2025, Lise Lotte Lohmann, mente, at der trængte til at blive gjort rent.
»Jeg måtte selv lige svinge en klud,« udtalte hun sidste år til Her & Nu.
I den aktuelle sæson af 'Forræder' har man imidlertid byttet sydfynske Hvedholm Slot ud med vestsjællandske Vedbygaard Gods.
TV2s programredaktør Thomas Strøbech har tidligere udtalt til TV2.dk, at det skyldes, at 'Forræder'-universet gerne må 'blive ved med at overraske'.

Selvom man som seer dog kan få det indtryk, at deltagerne stadig sover på slottet – blandt andet når de går ned ad en trappe til morgenmadsbordet – så forholder det sig anderledes i år.
Komiker Martin Høgsted, der er med i denne sæson, afslørede det først i en seerchat på TV2.dk, at de i denne omgang blev 'kørt frem og tilbage til et sted tæt på' i stedet for at sove på slottet.
B.T. har dernæst spurgt TV 2-redaktør Thomas Strøbech, om det er rigtigt, og her svarer han i en mail:
»Det er korrekt, at deltagerne i denne omgang af praktiske grunde ikke overnattede på selve godset, men på en nærliggende lokation.«

Direkte adspurgt, hvor deltagerne sov i stedet, lyder det fra TV2s kommunikationsafdeling, at de 'ikke kommer til at præcisere yderligere'.
Men det stopper selvfølgelig ikke her.
'Forræder'-fans er nysgerrige, og en bruger på det sociale medie Reddit påpeger en vis lighed mellem konferencecentret Falkenhøjs værelser, og det værelse 'Forræder'-deltagerne Jeppe Ølgaard boede i under optagelserne.
Jeppe Ølgaard har lavet en række Tiktok-videoer fra sit 'Forræder'-værelse, og her er hans værelse udstyret med lignende træpanel på væggen samt tilsvarende lignende lamper, som ses på værelsesreklamerne på Falkenhøjs hjemmeside.

Falkenhøj, der har 20 værelser til rådighed – mens der er 19 deltagere med i 'Forræder' – ligger desuden cirka tre kilometer væk fra det nye 'Forræder'-slot.
B.T. har spurgt Falkenhøj om 'Forræder'-deltagerne sov hos dem under optagelserne.
Her lyder det i en mail fra booking og eventdirektør, Dennis Cramon Lundgren:
»Af hensyn til vores gæsters privatliv og fortrolighed har vi en fast politik om ikke at udtale os om, hvem der opholder sig eller har opholdt sig på Falkenhøj, ligesom vi ikke kommenterer på eventuelle reservationer, arrangementer eller overnatninger.«
Han tilføjer:
»Vi kan eller vil derfor hverken bekræfte eller afkræfte de oplysninger, du henviser til i din henvendelse.«