TV 2 afviser, at enkelte deltagere får en kæmpe fordel, når 'X Factor' til januar blænder op for en ny sæson – med en ny og stor ændring.

Her vil man nemlig hjælpe gruppekategorien lidt på vej, efter den traditionelt set har haltet i de seneste 15 sæsoner.

Tidligere har man haft succes med at lade dommerne skabe deres egne grupper af vragede deltagere. Men nu kommer TV 2 med endnu et tiltag, der forhåbentlig skal sørge for, at flere dygtige sanggrupper og duoer deltager i programmet.

26. juni kunne solister, som har en drøm om at indgå i en gruppe med andre dygtige sangere, troppe op til en workshop hos pladeselskabet Universal Music, hvor branchefolk ville parre dem på kryds og tværs for at skabe stærke grupper, som kan konkurrere på lige fod med de traditionelt dygtigere sangere, som stiller op som solister.

I B.T.s liveblog fra onsdagens pressemøde, hvor Simon Kvamm blev præsenteret som ny dommer, ytrede flere læsere dog bekymring for, om det ikke var snyd.

'Hvis der laves grupper på forhånd for at have 'stærke grupper' til showet, går lidt af audition-meningen så ikke fløjten? Så har de jo dannet grupper, som allerede er klar til liveshow. Kan man ikke bare fjerne kategorien?' lød blandt andet en kommentar.

Men det afviser underholdningsredaktør på TV 2 Dorthe Borregaard.

»Universal Music har dannet grupperne, men de går til audition på lige vilkår med alle andre. Dommerne ved ikke, hvem der er dannet, og hvem der selv er mødt op,« siger hun.

Den nye dommertrio består af Simon Kvamm, Thomas Blachman og Kwamie Liv.
Den nye dommertrio består af Simon Kvamm, Thomas Blachman og Kwamie Liv. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Vi kan jo heller ikke vide, om dommerne har samme smag som Universal,« tilføjer hun.

Til B.T. har Simon Kvamm da også blandt andet fortalt, at han er mere interesseret i de deltagere, som har humor og 'vil noget' med deres optræden, frem for dem, der blot synger rent.

Dorthe Borregaard erkender til gengæld, at grupperne får den fordel, at de springer et led over, da de ikke skal til den såkaldte pre-casting.

Her sidder et panel af folk fra musik- og tv-branchen og vurderer, om en deltager er interessant nok til at komme ind foran de rigtige dommere, eller om rejsen slutter, allerede inden den er begyndt.

Med den nye ændring bliver det dog ikke første gang, en gruppe dannes bag kameraet. Det skete blandt andet med duoen Lucas og Jeamilla, som stillede op som solister i 2021, men som blev bedt om at stille op som gruppe, selvom de aldrig havde mødt hinanden før.