X Factor har været en stor succes for TV 2.

Så stor, at kanalen ikke har tænkt sig at slippe underholdningsprogrammet lige med det samme.

Derfor kan seerne forvente at se endnu en omgang X Factor på TV 2 næste år.

Det fortæller TV 2's underholdsningsredaktør Dorte Borregaard forud for aftenens finale.

Hun oplyser samtidig, at X Factor på TV 2 i gennemsnit har haft 1,2 mio. seere.

»Det bidrager markant til, at TV 2 har haft det bedste kvartal siden 2009,« lyder det fra underholdningsredaktøren.

Hun lover samtidig, at seerne kan forvente sig meget af aftenens finale.

»Deltagerne er i topform. Der kommer overraskelser undervejs, og vi glæder os,« siger hun.

Det er 15-årige Live Vogen, 16-årige Benjamin Rosenbohm og 23-årige Kristian Kjærlund, der dyster om X Factor-sejren.

Præmien er både en pladekontrakt med Sony og muligheden for at optræde på dette års Smukfest.

Derudover skal vinderen indspille musik i et studie på Ibiza.

Aftenens X Factor-finale bliver sendt på TV 2 fredag klokken 20.