Det er nok de fleste danskere, der på et eller andet tidspunkt har bygget med Lego.

Netop Lego er omdrejningspunktet i det internationale program, som TV 2 nu satser på.

Et program, man egentlig tænker burde være en dansk idé, men faktisk er en britisk idé, der af udenlandske anmeldere blev sammenlignet med den populære og britiske version af 'Den store bagedyst'.

For nu kommer det populære program 'LEGO Masters' på tv-skærmen. Programmet, hvor otte par skal dyste mod hinanden med hjælp fra tre millioner Lego-klodser, når de på tid skal løse forskellige udfordringer.

Foto: Henrik Ohsten/TV 2
Vis mere

»Vi har glædet os til at fortælle, at det populære, internationale underholdningsprogram 'LEGO Masters' nu endelig kommer i en dansk udgave,« siger TV 2s kanalchef, Dorthe Thirstrup, i en pressemeddelelse og fortsætter:

»'LEGO Masters' har alt det, man har brug for til en sjov og underholdende fredag aften, og med fantastiske Victor Lander som vært kan seerne kun glæde sig til at blive ført igennem Lego-byggernes fantasifulde og inspirerende selskab. Det bliver sjovt, nyt og anderledes, og alle kan være med.«

Vært Victor Lander, som er komiker og kendt fra 'Stormester', glæder sig til at guide både deltagere og seere igennem udfordringer, bedømmelser og afgørelser.

»Vi har alle sammen bygget med Lego-klodser som børn. Og helt ærligt, hvem ville ikke ønske, at de var blevet ved? Det her program er en hyldest til de kreative, modige og nørdede mennesker, der ikke bare er blevet ved med at bygge, men har lagt en masse tid og energi i at blive sindssygt gode til det. Og jeg glæder mig helt vildt til, at verden skal møde dem og se, hvad de kan udrette,« siger Victor Lander.

Det er en noget af en kompetent dommer, som programmet har. Søren Dyrhøj, som er seniordesigner i Lego-koncernen, har nemlig et par velkendte design på cv'et.

Han har blandt andet stået bag designet på Dødsstjernen og Star Destroyer i 'Star Wars'-universet samt Hogwarts-slottet fra 'Harry Potter'-filmene.

Programmet får premiere 16. april, og finalen sendes 4. juni på TV 2.

Vinderen af konkurrencen får ud over et trofæ æren af at blive bygget i Lego-klodser, som udstilles i Legoland.