Lissa Paustian og Sofie Martinusen.

Det er navnene på to unge kvinder, som danskerne snart kommer til at kende ganske godt.

Når næste sæson af 'Bachelorrette' til foråret ruller henover skærmen, er det deres hjerter, som mændene skal forsøge at vinde.

Begge har de været single i et års tid, begge er de ved at uddanne sig, og begge håber de, at programmet kan hjælpe dem til at finde kærligheden.

»Jeg har ikke som sådan en bestemt type, jeg leder efter – jeg håber at møde en mand, som jeg kan opleve verden med, som kan være min bedste ven, og som jeg kan grine med – det er enormt vigtigt for mig, at jeg er i et forhold, hvor jeg kan grine,« siger 28-årige Lissa, der til hverdag bor i København.

I den modsatte ende af landet, i Aalborg, bor 27-årige Sofie, men det er ikke sikkert, at hun bliver her, hvis det rette match dukker op.

»Jeg kunne sagtens flytte for kærligheden. Jeg ved ikke, hvor mit liv tager mig hen. Jeg er generelt ret eventyrlysten, og jeg vil gerne finde en at dele de eventyr med,« lyder det.

I den mere kuriøse ende kan det nævnes, at Lissa aldrig siger nej til en omgang karaoke, mens Sofie er bange for edderkopper. 

Så hvis du elsker at synge, ikke er bange for at eliminere kryb eller bare gerne vil være med i et tv-program, så er det nu, du skal slå til. 

TV 2 vil nemlig holde audition for de singlemænd, som kunne tænke sig at være med i programmet.

Det er anden sæson af 'Bachelorette', mens der også har været to sæsoner af 'Bachelor', hvor det er to mænd, der forsøger at finde kærligheden.