Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
TV 2 meldte i oktober ud, at man var i gang med at forny TV 2 Zulu.
Nu lyder det fra tv-stationen, at man helt skrotter tv-kanalen efter 23 år.
TV 2 Zulu skal nemlig samles med den digitale ungdomskanal Echo.
Derfor kommer begge kanaler fra 27. marts til at gå under det samlede navn TV 2 Echo.
»Med det nye TV 2 Echo udvider vi med flere genrer og fortæller historier fra målgruppens perspektiv i et bredt mix af reality, fiktion, dokumentar og aktualitetshistorier. Vi vil også samle de yngre seere om alt det, vi deler, og ved at gøre det under ét brand bliver det tydeligere, hvad målgruppen kan forvente at få hos os,« siger indholdsdirektør Lotte Lindegaard i en pressemeddelelse.
Samtidig skal TV 2 Zulus videreførte indhold og det nye indhold på den samlede kanal udgives digitalt til sociale medier, på nettet, på streaming på TV 2 Play og på tv-kanalen TV 2 Echo.
»Zulu har repræsenteret det unge og originale i mange år og leveret fantastisk underholdning og dagsordensættende begivenheder, vi aldrig vil glemme,« udtaler Lotte Lindegaard.
»Zulu har dog ikke længere den relevans hos målgruppen, som den havde i brandets ungdom, og derfor er tiden nu kommet til at gøre noget nyt. Verden ændrer sig, og vi skal forny os og skifte spor på det rigtige tidspunkt. Med kæmpe stolthed tager vi gode erfaringer og stærke formater med videre, når vi samler kræfterne i TV 2 Echo.«
Blandt ændringerne er også, at ’Zulu Awards’ ændres til ’EchoPrisen’.