Mandag aften tog Fox News afsked med en af deres mest populære værter.

Tucker Carlson har været vært på Fox News siden 2010, men til trods for over ti år i tv-branchen har værtskollegaer fra andre stationer ikke pæne ord tilovers for den afgående vært.

»Betyder dette at Fox News er blevet woke?« sagde vært på NBC's 'Late Night' talkshow, Seth Meyers.

»Det er sådan en passende afslutning for Tucker, fordi han var altid så bange for at miste sit program efter at blive fyret fra to andre kanaler; CNN og MSNBC,« sagde Seth Meyers også i løbet af den ti minutters lange monolog, hvor han morede publikum med udmeldingen om Tucker Carlsons ansættelsesforhold.

Fox News har meldt ud, at der var enighed mellem kanalen og Tucker Carlson om at afslutte samarbejdet. Men Tucker Carlson har ikke kommenteret sagen endnu.

Også talkshowværten Jimmy Kimmel langede stikpiller efter Fox News-værten.

»Sikke et chok. Sikke et fuldstændigt skønt chok,« sagde han.

Samme dag som Tucker Carlson måtte tage afsked med Fox News, måtte en anden kanal tage afsked med en kendt vært.

CNN fyrede nemlig nyhedsværten Don Lemon, der har været vært i 17 år.

Mandag – samme dag som Tucker Carlson – blev nyhedsvært på CNN gennem 17 år fyret fra sin stilling.
Mandag – samme dag som Tucker Carlson – blev nyhedsvært på CNN gennem 17 år fyret fra sin stilling. Foto: MIKE SEGAR
Vis mere

Dette forhold gjorde Jimmy Kimmel sig også morsom på:

»Til jer, der ikke ser kabel-tv: Det er ligesom hvis Ronald McDonald og kongen fra Burger King blev fyret den samme dag. Formodentligt vidste ingen af kanalerne, at den anden ville gøre det.«

Jimmy Fallon havde ikke helt lige så meget at sige. Men han indledte dog showet med følgende:

»Hej, jeg hedder Jimmy Fallon. Jeg er en af de få tv-personligheder, der stadig er i arbejde.«

»Det er nemt at lave vittigheder på, at Tucker er ude,« sagde han og fortsatte:

»Men hvem skal nu fortælle mig, hvilken M&M, der er mest woke?« sagde han og refererede til et viralt øjeblik, hvor Tucker Carlson stiller sig kritisk overfor chokoladepastillernes reklamer. Særligt en reklame, hvor den grønne M&M havde smidt støvlerne og taget sneakers på, fik værten op i det røde felt.

Tucker Carlson har længe været en kontroversiel karakter, der tydeligt har bakket Donald Trump op gennem politiske op- og nedture.