Skuespillerinden Trine Dyrholm spiller den altoverskyggende hovedrolle i filmen 'Dronningen' som den succesfulde kvinde Anne, der har sex med sin stedsøn.

Medierne har fokuseret meget på filmens intense sexscener, men faktisk har det ifølge Dyrholm ikke været de vildeste scener at lave.

»Jeg tror også, når man ser filmen, at man vil have den oplevelse, at der er scener, der faktisk er endnu vildere, fordi det har en anden psykologisk spektakularitet,« siger Trine Dyrholm, da B.T. møder hende på den røde løber onsdag aften til premiere på 'Dronningen'.

Ugen igennem har filmen, der allerede har høstet et hav af gode anmeldelser og internationale priser, været omtalt i stort set alle danske medier.

I fokus har især stået Trine Dyrholm og hendes oplevelser med filmens eksplicitte sexscener, hvor Trine Dyrholms karakter, Anne, dyrker sex med den unge stedsøn Gustav (spillet af skuespilleren Gustav Lindh).

46-årige Trine Dyrholm kan godt blive en smule træt af, at alt handler om sex, men hun forstår det omvendt også godt.

Skuespilleren forsikrer dog, at det slet ikke er så vildt, som det ser ud, bag kameraet.

»Folk tænker: 'Uha, hvordan er det at lave det (sexscener, red.)', og jeg vil bare sige: Der er taget godt hånd om det, det er jo meget professionelt, når man står på den anden side af det,« siger Trine Dyrholm.

Trine Dyrholm og instruktør på filmen Dronningen, May el-Toukhy.
Trine Dyrholm og instruktør på filmen Dronningen, May el-Toukhy. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Hun har dog heller ikke lagt skjul på, at filmen har været både grænseoverskridende og hård at lave.

Filmen 'Dronningen' har dansk premiere torsdag, men har allerede gået sin sejrsgang verden over.

På Sundance Film Festival i slutningen af januar vandt filmen publikumsprisen, og filmen vandt desuden prisen for bedste nordiske film ved Göteborg Film Festival.

Trine Dyrholm er senere i år også aktuel i den danske tv-serie 'Forhøret', hvor også Nikolaj Lie Kaas, Ulrich Thomsen, Lars Mikkelsen m.fl. medvirker.