»Jeg kan huske, jeg siger nej, og jeg siger stop, men det gør han selvfølgelig ikke.«

Tredje afsnit af TV 2 Echos dokumentar 'Misbrugt i Nattelivet' sætter endnu engang fokus på de grænseoverskridende oplevelser, unge kvinder har været udsat for i det københavnske natteliv.

I den nyeste afsløring fortæller tre kvinder om, hvordan de ifølge eget udsagn blevet voldtaget af såkaldte 'klubkonger' – mænd med magt i nattelivet i hovedstaden.

I dokumentaren står 30-årige Alessandra frem med sin oplevelse fra 2013.

Her var hun også på en af de prestigefyldte klubber, hvor hun mødte en kammerat, der inviterede hende til en morgenfest med prominente profiler fra nattelivet.

Ifølge Alessandra fik hun en drink, der gjorde, at hun fik svært ved at fokusere og mærke sin egen krop.

Hun blev efterfølgende lagt i seng ved siden af sin kammerat.

Da hun vågnede, er kammeraten væk, mens en af mændene fra festen angiveligt lå ovenpå hende og havde sex med hende.

Ifølge Alessandra kommer kammeraten ind igen og spørger, hvad manden laver, hvortil den prominente profil rejser sig og går.

»Jeg sagde aldrig ja til at have sex med den mand. Det var et overgreb og en voldtægt, det er jeg slet ikke i tvivl om i dag,« lyder det.

Ud over Alessandra står to anonyme kvinder frem med deres historie.

Ifølge kvinderne var de udsat for så voldsom en voldtægt, at de efterfølgende havde hævede underliv.

Den ene kvinde måtte efter eget udsagn opereres for en blodansamling i sin ene skamlæbe.

Kvinderne har anmeldt episoderne til politiet, men der er ikke rejst tiltale.

Mændene, der er omtalt, er alle blevet kontaktet og mener selv, der var tale om frivilligt samleje.

B.T. har tidligere beskrevet de omtalte morgenfester. Det kan du læse mere om her.

Du kan se dokumentaren 'Misbrugt i Nattelivet' på TV 2 Play.