Lyt til artiklen

Efter ti år i spidsen for DR Pigekoret har Phillip Faber fra næste år valgt at sige stop og kaste sig over noget andet.

»Det er blevet tid for mig til at søge nye musikalske veje,« lød det i sidste uge fra den tidligere vært på 'Fællessang', der afslørede, at han blandt andet skal lave to nye juleprogrammer for DR.

Hvilke to kunne han endnu ikke sige noget om.

Men nu løfter tv-stationen selv sløret for den populære værts kommende projekter.

Han skal nemlig være vært på det traditionsrige 'DRs store juleshow' 17. december sammen med Stephania Potalivo, skriver DR.

Parret skal styre aftenen, hvor stjerner som Gnags, Malte Ebert og Jonah Blacksmith indtager scenen flankeret af DR Symfoniorkesteret. Herudover er komikeren Heino Hansen showets ’mand i marken’.

Phillip Faber og Stephania Potalivo overtager tjansen efter sidste års værter, Johannes Langkilde og Katrine Muff.

Men allerede 8. december får man også den tidligere dirigent at se på skærmen, når han sammen med journalist Mette Frisk dykker ned i historien bag vores mest elskede danske julesange i programserien 'Jagten på julens sange'.

»Når jeg siger farvel til DR Pigekoret i sommeren 2023, bliver det efter 10 vidunderlige år, som jeg aldrig glemmer. Koret og dets udvikling har fyldt meget i mit liv, og jeg selv har udviklet mig enormt på rejsen,« udtalte han i forbindelse med nyheden om hans opsigelse.

»Jeg er fuld af taknemmelighed over alle sangerne og deres forældre, der har viet deres tid og energi til koret, over publikum for deres støtte og opbakning og mine kolleger, der er en uvurderlig del af alt det, vi har formået sammen med DR Pigekoret.«

Der er endnu ikke fundet en afløser til stillingen som chefdirigent for DR Pigekoret.