Det blev ikke kun en god oplevelse med sommerhus, idyl og god musik, da de medvirkende tog til optagelserne på 'Toppen af poppen' i 2021.
Ifølge tre medvirkende, Mathilde Falch, Katinka Bjerregaard og Alex Vargas, skabte ét bandmedlem i orkestret, der bruges i programmet, nemlig en stemning som de havde svært ved at være i.
Det fortæller de i andet afsnit af DR's nye dokumentar 'Sexisme i musikbranchen'.
I dokumentaren nævnes navnet på bandmedlemmet ikke.
I 'Toppen af poppen' er der altid et tæt samarbejde mellem kunstnerne, der fortolker hinandens sange, og det band, der spiller live til udførelsen.
Derfor skal alle de medvirkende også mødes med bandet både før optagelserne og under.
Katinka Bjerregaard fortæller i dokumentaren, at det overrasker hende, hvordan bandmedlemmet, der omtales i dokumentaren, styrede jargonen – og i hvilken retning.
»Der sættes en meget vulgær stemning – især af en person. Han fortæller om, at en kvinde engang havde sat en medister i sin fisse, hvorefter en hund spiser det. Det gør han, første gang jeg møder ham. «
Katinka Bjerregaard fortæller også om episoder under programmet, hvor hun følte sig ubehageligt til mode.
»Vi skal op ad en trappe, og han stikker sin laksko ind under min kjole. Så siger han, at nu kan han 'se op'. Jeg tror, jeg griner på det her tidspunkt og går videre. Jeg føler mig som et objekt, og jeg bliver utryg ved at stå med ryggen til ham.«
Det samme fortæller Mathilde Falch i dokumentaren.
»Jeg har taget læderbukser på, og jeg skal gøre mig klar til at synge. Vi har sådan nogle in-ears høretelefoner, så vi kan høre hinanden.«
»Jeg kan høre, han snakker om min røv og de her læderbukser. Han kommer med udbrud som: ‘hvor er din røv lækker,’ og ‘ej, jeg kan ikke lade være. Hold kæft, det er lækkert’.«
»Jeg vil gerne ud af det så smertefrit som muligt, så han ikke bliver sur, og så det ikke eskalerer.«
Mathilde Falch fortæller, at hun derfor vælger at have løstsiddende tøj på under resten af programmet.
»Næste dag har jeg taget løstsiddende tøj på, og der siger han: 'ej, hvorfor har du ikke læderbukserne på', og at jeg skal have dem på, fordi min røv ser så godt ud. Det lægger et filter over det at kunne arbejde, fordi der er noget, der forstyrrer og som man skal passe på med.«
I løbet af optagelserne til programmet taler Katinka Bjerregaard og Mathilde Falch sammen.
»En af dagene ser jeg Kathinka, og hun fortæller, at hun er ret rystet. Denne her mand har sagt nogle sindssyge ting. Jeg er ikke chokeret, jo måske over, at han siger det til hende også. Vi går ind i det her fælleshus. Simon Kvamm kommer ind og lytter til, hvad vi taler om.«
Simon Kvamm bliver ifølge begge kvinder enormt vred over at høre om deres oplevelse og mandens opførsel, og herefter samles hele holdet til en større snak.
Simon Kvamm har bekræftet forløbet.
Alex Vargas fortæller også i dokumentaren, at han oplevede bandmedlemmet komme med flere kommentarer, der havde seksuelle undertoner.
Han er også en del af samtalen om, at de medvirkende vil gå til ledelsen og klage over mandens opførsel.
Ifølge Katinka Bjerregaard og Mathilde Falch vil produktionen dog ikke snakke med manden om hans måde at agere og tale, mens de optager.
De tror efterfølgende, at produktionen vil fortælle dem, hvad udfaldet af snakken er blevet, når optagelserne er afsluttet.
»Men da jeg bliver ringet op, så fortæller lederen mig, at vi også skal tænke på hans følelser, og at det også er svært for produktionen. Jeg oplever, at de ikke tager det alvorligt. Jeg bliver bekymret for, om de overhovedet har talt med ham.«
Også Stine Bramsen fortæller i dokumentaren, at hun fortalte produktionen om upassende adfærd allerede i 2015.
»Det her bandmedlem synes, det er mig, der er heldig at være i hans rum. Til en af øverne er jeg allerede i tøjet til om aftenen. Jeg kommer i en stram glimmerkjole, som jeg selv synes, er flot. Han siger, den sidder godt på min røv, og 'så får jeg endelig noget godt at kigge på, mens vi øver'. Og jeg er ikke sart, jeg kan godt lide komplimenter, men der er noget helt forkert mellem magtbalancen og timingen.«
»Jeg skal synge med ryggen til bandet vel vidende, at han nyder min numse. Det er så upassende og forkert.«
Stine Bramsen går også til sin manager, Jakob Sørensen, og fortæller om oplevelsen.
Han fortæller i dokumentaren, at han går til produktionsselskabet bag programmet, da han flere gange hører historier om bandmedlemmet.
»Der begynder at gå rygter efter en prisfest, at der er flere episoder end det, Stine har oplevet. Jeg kontakter Mastiff. Vi har nogle artister på vej, og jeg skal finde ud af, hvad der foregår. De siger: ‘Det skal du slet ikke tænke på, der er taget affære. Vi har haft snakken, det kommer ikke til at ske igen’. Men jeg kan høre, at vi lader som om, det kun er sket en gang, men det passer ikke. Jeg bliver ikke taget seriøst.«
I dokumentaren udtaler Mastiff sig om sagen.
De har to år senere foretaget en undersøgelse af det år, hvor Mathilde Falch og Katinka Bjerregaard klagede over mandens opførsel.
'Det er yderst vigtigt for Mastiff, at vi griber ind, når vi bliver gjort opmærksomme på handlinger, der er i strid med vores adfærdskodeks. Undersøgelsen blev foretaget af en uvildig ekstern konsulent. Undersøgelsen viste, at omgangstonen på produktionen til tider var grænseoverskridende og en del af en uhensigtsmæssig kultur. Det har vi rettet op på – og har taget hånd om sagen med passende proportionalitet.'
B.T. har kontakte Mastiff for at få svar på, hvordan man har rettet op, og hvad kritikken betyder for produktionen af programmet.
De er i skrivende stund ikke vendt retur.