DR siger farvel og tak til tv-chefen Emma Kronqvist efter uenigheder om strategien.

Den svenske tv-chef blev ansat i den dengang nyoprettede stilling i 2017, men fordi hun og DR ser forskelligt på fremtiden på tv-området, må deres veje altså skilles.

Det oplyser DR i en pressemeddelese ifølge Mediawatch.

Inden jobbet i DR var Emma Kronqvist ansat på SVT, hvor hun senest besad rollen som programafdelingschef. Hendes job som tv-chef på DR indebar blandt andet et ansvar for 'at udvikle DR's tv-tilbud til fremtidens mediebrugeransvaret'.

Den udvikling ser hun dog altså tydeligvis på en anden måde, end DR gør.

»Jeg har været rigtig glad for samarbejdet med Emma, der er en stor kapacitet på tv-området i Norden. Emma har haft en krævende opgave som tv-chef i DR, særligt i denne forandringstid,« udtaler Henriette Marienlund, DR's mediedirektør, i meddelelsen.

»Vi har set forskelligt på retningen fremad og er enige om, at der skal en anden til at løfte opgaven,« fortsætter hun.

Emma Kronqvist forlader DR med en fratrædelsesordning, som DR ikke kommer nærmere ind på i pressesmeddelelsen.

Bruddet mellem de to parter kommer under en uge efter, at DR har lukket tre ud af deres hidtidige seks flow-tv-kanaler.

Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvem der overtager for Emma Kronqvist. Henriette Marienlund vil derfor overtage Emma Kronqvists arbejdsopgaver, indtil en overtager er på plads.

Emma Kronqvist siger selv følgende om bruddet med DR.

»Jeg har gennem min tid i DR bidraget til den store og nødvendige forandring af tv-tilbuddet, som DR ligesom andre public service-stationer står midt i. Jeg er stolt over det arbejde, der er foretaget i en meget omskiftelig periode, og glæder mig over at have været med til at skabe et solidt grundlag for et stærkt tv-tilbud fremover.«

»Der har dog ikke været enighed om retningen og strategien fremadrettet, og derfor er det det helt rette tidspunkt for en anden at overtage rollen som tv-chef.«