Tom Cruise har trukket folk i biografen i mere end 45 år.

Gennem sin karriere har han i film som ‘Top Gun’, ‘Rainman’ og ‘Mission Impossible 1-8’ tjent masser af penge til Hollywood.

Men med dommedagskomedien ‘Digger’, ser det nu ud som om, lykken er vendt.

Filmen af instruktøren, Alejandro González Iñárritu, har Tom Cruise i hovedrollen som den 64-årige oliemilliardær, Digger Rockwell, er en af verdens mest magtfulde mænd.

Filmen, der havde premiere i den forgangne weekend, har kostet mellem 150 og 180 dollar at lave. Oveni kommer udgifter til markedsføring, skriver Independent. 

Til gengæld indtjente filmen i åbningsweekenden kun sølle 20 millioner dollar på verdensplan, hvoraf der i USA blev solgt billetter for otte millioner dollar.

»Det er ikke bare årets største flop, men også Cruises største flop i karrieren – noget der ikke ligefrem er blevet opvejet af anmeldelser, som generelt har været blandede til negative,« skriver mediet.

Men trænger Tom Cruise til opmuntring, så kan han passende kigge i retning af Danmark.

Ifølge mediet Soundvenue er de danske anmeldere nemlig begejstrede.

Selvom filmen og Tom Cruise har fået lunkne anmeldelser i USA, ser det helt anderledes ud i Danmark, hvor stort set alle anmeldere har givet fem eller seks stjerner.

Det betyder også, at filmen i premiere-weekenden lokkede lige godt 12.000 danskere til at købe billet. 

Hvilket gjorde 'Digger' til den næstmest populære film i de danske biografer efter ’Dobbeltfejl’ med Sidse Babett Knudsen, Sofie Gråbøl og Asta Kamma August.