Tom Cruise er langtfra færdig som actionhelt.

Den 56-årige skuespiller tog sidste år sin 'Mission Impossible'-serie til nye højder med 'Fallout', der blev den bedst sælgende film i rækken.

790 millioner dollar (5 milliarder kroner) indtjente den sjette film med Tom Cruise som agent Ethan Hunt, og nu annoncerer han, at der er ikke én, men to nye film på vej.

Amerikanske filmmedier har tidligere skrevet om det på rygte-niveau, og nu bekræfter Tom Cruise det selv på Twitter. De kommende 'Mission Impossible'-film vil udkomme i 2021 og 2022, og Christopher McQuarrie, der blandt andet instruerede 'Fallout', er også med på holdet igen.

Filmmediet Variety skriver, at de to næste 'Mission Impossible'-film vil blive lavet som én sammenhængende film - inspireret af succesen med de to nyeste 'Avengers'-film. At første del 'først' får premiere i 2021, skyldes, at den ikke skal tage fokus fra Tom Cruises arbejde med 'Top Gun 2 - Maverick', der er sat til at få premiere i 2020.

Siden den første 'Mission Impossible'-film fra 1996 har Tom Cruise imponeret med at lave en stor del af sine egne stunts.

I sidste års 'Fallout' insisterede superstjernen blandt andet på selv at hoppe i faldskærm fra et fly i syv kilometers højde. Han sad også selv bag rorpinden i en vovet helikopter-jagt-scene, og så kom han endda galt af sted, da han under et spring fra et tag landede forkert og brækkede sin højre ankel.

Christopher McQuarrie talte sidste år til en filmvisning om Tom Cruise' stunt i forbindelse med Fallout.

»Vi fandt ud af, at det ville tage cirka tre måneder at få licens til at flyve en af helikopterne. Tom spurgte, 'hvorfor tre måneder?' De sagde 'altså, det er otte timers arbejde om dagen hver dag i tre måneder'. Han sagde 'hvad skal jeg så lave de sidste 16 timer i døgnet?'. Så Cruise besluttede at træne 16 timer om dagen i stedet for otte med to forskellige træningshold og fik så sin licens på seks uger.«

Tom Cruise har privat tre børn og har været gift tre gange - med skuespillerinderne Mimi Rogers, Nicole Kidman og senest Katie Holmes.

Tom Cruise.
Tom Cruise. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere