Komikeren Jordan Peele begejstrede både anmeldere, publikum og Oscar-akademiet, da han sidste år skiftede genre og lavede gyserfilmen 'Get Out'.

Peele vandt en Oscar for bedste manuskript for filmen, der tematisk bevæger sig inden for emner som racisme og amerikansk identitet.

Allerede til marts er han så klar med en ny horror-film, der ser endnu mere skrækindjagende ud, hvis man skal dømme ud fra traileren - som du kan se over artiklen.

Filmen hedder 'Us', og har et ganske andet tema end racisme, siger han til The Hollywood Reporter.

Filmens kvindelige hovedperson skal bekæmpe et uhyggeligt monster: Sig selv. (PR-foto)
Filmens kvindelige hovedperson skal bekæmpe et uhyggeligt monster: Sig selv. (PR-foto)
Vis mere

»I stedet handler den om noget, jeg føler er blevet en ubenægtelig sandhed. Og det er det simple faktum, at vi er vores egne værste fjender,« siger Jordan Peele, der ligesom med 'Get Out' både har skrevet og instrueret.

»Jeg dedikerede meget af mig selv til at skabe en ny horror-mytologi og et nyt monster. Jeg synes, at monstre og historier om monstre er en af de bedste måder at finde dybere sandheder og se vores frygt som samfund i øjnene,« siger Peele.

I hovedrollerne ses Black Panther-stjernerne Lupita Nyong'o og Winston Duke, og på rollelisten findes også Golden Globe- og Emmy-vinderen Elizabeth Moss, der senest har imponeret i den altdominerende hovedrolle som June Osborne i tv-serien 'A Handmaid's Tale'.

'Us' får biografpremiere 15. marts 2019.