Mens dansk film og tv generelt modtager hæder i udlandet, så er det ikke just, fordi Danmark ligefrem har brilleret i gysergenren. Indtil nu.

Lørdag aften vandt den danske gyserfilm 'Finale' nemlig hovedprisen for bedste spillefilm på den amerikanske gyserfilmfestival HorrorHound Film Festival i Cincinnati.

'Danske gyserfilm hører til sjældenhederne, men i og med 'Finale' vinder hovedprisen her i Cincinnati, så rykkes grænserne for, hvad verden forventer af dansk film i fremtiden. Det er bare så fedt,' udtaler instruktøren Søren Juul Petersen i en pressemeddelelse.

Filmfestivalen finder sted i forbindelse med en af verdens største horrorconventions med over 30.000 besøgende. Foruden salg af merchandise, paneldebatter og et kæmpestort uhyggeligt kostumebal har den anerkendte festival haft besøg af flere prominente Hollywood-skuespillere gennem tiden.

F.eks. da danske Mads Mikkelsen besøgte festivalen i forbindelse med sin prisvindende rolle som kannibalen Hannibal Lecter i NBC-serien 'Hannibal'.

Den danske gyserfilm 'Finale' var nomineret i fem kategorier, men endte altså med at vinde hovedprisen, Best Feature Film.

Begrundelsen lød, at 'Finale' er 'en veltilrettelagt spillefilm med høj produktionsvalue, modige skuespillerpræstationer og ekstra point for ikke at være bange for at trykke pedalen i bund'.

'Finale' handler om to unge kvinder, der arbejder på en tankstation. Byen ligger øde hen, mens folk sidder hjemme i stuerne og ser den vigtige finale på tv. Derfor er der ingen vidner, da den stille aftenvagt udvikler sig ganske blodigt.

'Jeg er virkelig glad og utrolig stolt over, at vi med 'Finale' har sat Danmark på landkortet i det internationale horrorfilmmiljø. Og da 'Finale' er finansieret af Det Danske Filminstitut – og derved de danske skatteborgere – bl.a. med henblik på at åbne nye muligheder for, hvad dansk film formår, ja, så har vi nået et vigtigt mål med denne her pris,' siger Søren Juul Petersen.

'Finale' havde skandinavisk premiere den 25. november 2018 og har siden været på 'festival tour'. Efter HorrorHound skal filmen nu videre til horrorfilmfestivaler i Moskva og Bruxelles i næste måned.

Filmen er baseret på Steen Langstrups roman 'Alt det hun ville ønske hun ikke forstod', som vandt prisen for årets horror-udgivelse i 2011.

Gyseren kan streames på Blockbuster.