»Jeg tør dårligt nok se ud ad vinduet. Nogle gange er han der lige pludselig, og så kaster jeg mig ned på gulvet for at komme væk.«
I februar 2014 matcher Eydis Dali med en mand på Tinder. Tre måneder senere starter det, som hun beskriver som halvandet års stalking.
Manden er aldrig blevet dømt i sagen. Men det har ikke afholdt i dag 47-årige Eydis Dali fra at fortælle sin historie. Det gør hun i øjeblikket i Podimo-podcasten 'Stalker – mit fatale tindermatch' og nu også hos B.T.:
»Jeg mister mig selv fuldstændig undervejs. Jeg er trist og ked af det hele tiden. Jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skal fortsætte med at leve.«
Allerede tidligt i det korte forhold undrer Eydis Dali sig over mandens opførsel. Hun oplever blandt andet, at han er uforstående, når hun ikke aflyser aftaler for at være sammen med ham.
Hun synes, det er sært. Men fortsætter med at se ham. Også efter han angiveligt brækker et af hendes ribben i et kram.
Det hele kulminerer en aften i start-juni 2014. Parret er i byen med nogle andre. Hun skal tisse, men han vil ikke lade hende gå på toilettet, fortæller hun.
»Men det er jeg jo nødt til, så han går med. Han står og venter nærmest helt panisk udenfor. Der beslutter jeg mig: 'Det går ikke, det her'.«
De tager sammen en taxa hjem. Eydis Dali beretter, at hun gør det klart for ham, at han ikke skal med hjem til hende. Alligevel stiger han ud, da de når hendes adresse.
Eydis Dali fortæller, at hun må kæmpe for at komme op i sin lejlighed. Alene. Da det lykkes, bliver manden ved adressen. Han ringer på dørtelefonen igen og igen. Kommer ind i opgangen, lægger sig foran hendes dør og råber til hende gennem brevsprækken.
Da hun vågner dagen efter, er han væk. Fra døren. I stedet står han nu nede på vejen, fortæller hun. Han ringer og skriver også. Eydis Dali svarer på et tidspunkt, at han skal gå hjem og sove. Det vil han ikke.
Pludselig føles hendes hjem som et fængsel med en vogter udenfor. Den følelse kommer den kommende periode til at fylde meget.
Efterfølgende prøver hun at få tingene på afstand. Og så kan de tage en fornuftig snak, når der er kommet ro på. Hun tror, at de kan komme videre. Hver for sig.
»Men så bliver han ved med at sende sms'er og ringe. Det ene øjeblik sviner han mig til. Så er han ked af det. Så har han købt mig en bil. Det er en blanding af alt muligt mærkeligt.«
»Jeg prøver i starten at svare, men jeg kan se, at det ikke fungerer. Han reagerer voldsomt og er slet ikke til at tale med.«
B.T. har set flere af beskederne. Beskeder, der til sidst får hende til at blokere ham. Det hjælper ikke, for han finder bare en ny måde at kontakte hende. Et nyt nummer. En ny Facebook-profil. I slutningen af juli kontakter Eydis Dali politiet første gang.
I forbindelse med sagen er hun flere gange i kontakt med politiet, der »kontakter og anmoder ham om at stoppe med at kontakte hende«. Det hjælper ikke.
Ifølge Eydis Dali dukker manden også op foran hendes hjem og arbejde. Han sender blomster til arbejdspladsen. Ringer op alle steder, hun er. Kontakter hendes familie. Hendes venner. Hendes venners venner.
Han begynder også at følge efter hende, når hun cykler mod sit arbejde, fortæller hun. Morgen efter morgen står han klar. Indtil han – ifølge hende – pifter hendes cykel.
Eydis Dali begynder at lægge planer, når hun skal ud ad døren. Tager omveje. Ifører sig hættetrøjer og kigger ned for at undgå opmærksomhed.
»Jeg vil helst bare ligne en skraldepose. Når jeg er ude, kigger jeg ned i jorden. Går hurtigt frem og tilbage for at komme i sikkerhed.«
Hun begynder at isolere sig. Takker nej, når veninderne vil have hende med ud. Og det er på trods af, at hun ikke engang føler sig tryg i sit eget hjem, hvor han også dukker også.
Med tiden kommer der ro på mandens tilnærmelser. De bliver færre. Men inden i Eydis Dali vokser uroen. Hun fortæller, at hun udvikler symptomer på PTSD.
»Mine skuldre sidder helt oppe ved ørerne til sidst.«
Hun beslutter sig for at flytte. Få hemmelig adresse og hemmeligt telefonnummer. Selve beslutningen træffer hun i efteråret 2015. I samme forbindelse kontakter hun Dansk Stalking Center.
»Jeg siger til mig selv: 'Nu vil jeg ikke være offer for stalking længere. Jeg har været udsat, men jeg er ikke noget offer'.«
Den 26. december 2015 – få dage før flytningen – tikker endnu en mail ind fra manden. Han ønsker hende god jul. Beder hende om at give livstegn.
»Kun, fordi jeg mener, at det vil glæde os begge … og fordi vi havde det ret fedt,« skriver han i mailen, som B.T. har set.
»Jeg undskylder min desperate opførsel i bestræbelserne på at få dig retur, det beklager jeg virkelig, det var ikke god taktik, undskyld.«
Det er den sidste besked, Eydis Dali modtager fra manden. Også den sender hun direkte videre til politiet.
Hos politiet kan man gøre, som man har gjort i Eydis Dalis sag. Kontakte stalkeren og bede ham stoppe. I andre tilfælde, hvis der er begået eksempelvis vold eller andet strafbart, kan sagerne ende i retten.
Og så er der muligheden for tilhold, hvor stalkeren ikke må kontakte den udsatte. Men et tilhold er i dag alt for svært at få, mener Lise Linn Larsen, direktør i Dansk Stalking Center.
»Det er jo ikke ret mange, hvis man ser på, hvor mange mennesker der er udsat for det her hvert eneste år. Der er mange, der oplever, at det er svært at få den beskyttelse, som de retmæssigt har krav på.«
Spørger man Lise Linn Larsen, skyldes det, at det i dag er for omfattende at bede om og få den hjælp, man som offer for stalking har brug for.
»For at få et tilhold skal man kunne dokumentere det, som man siger, man oplever. Hvis eksempelvis jeg bliver udsat for stalking, skal jeg samle alt, hvad jeg oplever. Mail, breve, hvis jeg får tilsendt blomster – alt muligt,« forklarer hun.
Herefter skal man skrive det ned. Systematisk og kronologisk.
»Jeg tror, der er mange, der giver op undervejs og tænker, at det alligevel ikke kan nytte noget.«
Nogle af de pointer er også med i den evaluering, Rigsadvokaten og Rigspolitiet sidste år leverer til Justitsministeriet.
Heri lyder det, at sagsbehandlingstiden er for lang. At det ofte er svært for politiet at få fat i den påståede stalker. At det ofte er påstand mod påstand. At der simpelthen ikke er ressourcer nok hos politiet.
Det vil man lave om på nu. Et bredt flertal i Folketinget er sidste år blevet enige om et krav til regeringen om at komme med et lovforslag, der skal indføre en særskilt stalkingparagraf i straffeloven.
Det bakker Lise Linn Larsen i den grad op om. Det samme gør Eydis Dali. Selv har hun det godt i dag. Det takker hun sig selv og den hjælp, hun har fået i Dansk Stalking Center, for.
I Dansk Stalking Center bliver hun tilbudt psykologhjælp, og inden længe starter hun også i en netværksgruppe. Hun får det bedre. Og så beslutter hun at fortælle sin historie til andre.
»Hver gang får jeg det lidt bedre, og samtidig kan jeg hjælpe andre,« siger hun om at sætte ord på sin side af sagen.
Den anden side af sagen er stadig mere eller mindre ukendt. Historiens mandlige hovedrolle ønsker ikke at stille op til interview. I en sms til B.T. skriver han:
»Jeg har aldrig lagt hånd på Eydis og da slet ikke brækket hendes ribben. Ej heller opsøgt hende på nye adresser, holdt vagt foran toiletter, lavet falske Facebook-profiler eller sågar piftet cykler.«
»Dette er altså pure opspind. De tætte relationer, der kender mig, kender sandheden.«
Foreholdt, om hendes fortælling om halvandet års stalking-mareridt er usand, svarer Eydis Dali:
»Det er det bestemt ikke. Jeg har dokumentation for det meste. Men det kommer ikke bag på mig, at han ikke mener, at han har gjort noget forkert. At han retfærdiggør sin adfærd ved at skyde skylden på mig.«
