Melodi Grand Prix løber af stablen i Jyske Bank Boxen i Herning 5. marts.

Og det bliver to rutinerede værter, som skal sørge for, at showet forløber glat. Det skriver DR.

Valget er nemlig faldet på, at DR-vært Tina Müller og entertaineren Martin Brygmann, skal 'hjælpe' danskeren med at vælge, hvilken sang der skal repræsentere landet ved det Eurovision Song Contest, som senere på året finder sted i Italien.

Der er tale om en god gang genbrug fra DRs side.

De to var nemlig også værter på det seneste Melodi Grand Prix, hvor duoen 'Fyr og Flamme' vandt.

Og Tina Müller glæder sig – især til, at der igen må komme tilskuere.

»Dansk Melodi Grand Prix er en kæmpe folkefest og efter to år uden publikummer, glæder jeg allermest til, sammen med et fyldt Boxen, at give de otte sange og artister den opbakning og fest, de fortjener,« siger hun.

»Vi skal skabe en forrygende stemning, som for alvor kan mærkes – også hjemme i stuerne. Det her er en aften, hvor vi i fællesskab giver et skud ægte fest, farver og musikglæde til hinanden.«