Liberal Alliances tidligere pressechef Line Ernlund skal fremover lave 'Go' aften Danmark' for Nordisk Film.

Det skriver den 45-årige journalist på LinkedIn.

'Første dag på nyt job som redaktionschef hos Nordisk Film. Glæder mig vanvittigt meget til at lave tv igen,' lyder det i opslaget, der fortsætter:

'(Glæder mig til at, red.) fortælle historier. Arbejde med udvikling & engagement. På et af de stærkeste brands – nemlig 'Go' aften'. Og ikke mindst at gøre det i samarbejde med en række af de dygtigste tv-folk.'

Line Ernlund har stor erfaring som journalist.
Line Ernlund har stor erfaring som journalist. Foto: TV2 Presse
Vis mere

Journalisten har siden maj 2017 været pressechef for det liberale parti. Men efter det ringe folketingsvalg, hvor partiet gik 13 mandater ned, stoppede hun i juli.

Dermed vender hun nu tilbage til journalistikken. Noget, hun har stor erfaring med.

Tidligere har hun nemlig været journalist og redaktør på TV2 Sporten samt vært på TV2 Nyhederne.

Hun kan desuden skrive perioder som journalist på TV2 og DR på cv'et, ligesom hun i løbet af sin karriere har været redaktionschef på B.T.

Særligt fodbold har den 45-årige journalist haft stor journalistisk succes med.

I 2008 blev hun kåret som årets kvindelige sportsvært.

Derudover har hun i tre år været bestyrelsesmedlem i Danske Sportsjournalister.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Line Ernlund, men hun er i skrivende stund ikke vendt tilbage.