Kritikken af årets udgave af DR-programmet 'Gift ved første blik' har været hård fra både deltagere og anmeldere.

Og nu melder endnu en kritiker sig i koret. Christinan Gouveia, der var med i sidste sæson, langer ud efter DR for ikke at matche parrene godt nok.

»Spørgsmålet er, om man overhovedet skal lave programmet. Men det er en seermagnet, som man ikke har lyst til at sløjfe. Som minimum må man lægge præmissen åbent frem. At der ikke er tale om et seriøst forsøg på at få kærligheden til at blomstre, men at de bare gerne vil lave godt fjernsyn. Klipningen af programmet, understreger pointen,« siger hun i et interview med Aarhus Stiftstidende.

Christina Gouveia medvirkede i programmet i 2021, hvor hun blev matchet med Michael Dalgaard. Og ud over alderen og geografien – han bor i Silkeborg og hun bor i Vejle – så mener hun ikke, at de havde mange ting til fælles.

For eksempel går 54-årige Christina Gouveia op i økologi og dyrevelfærd og stemmer 'langt til venstre for midten', mens hendes nu eksmand levede mest af færdigretter og stemte til højre, påpeger hun og fortæller, at de heller ikke havde noget overlap af interesser.

Hun har derfor hele tiden haft svært ved at se, hvorfor de var blevet matchet, og hun har ikke kunnet få ordentlige svar hos parrets eksperter.
I stedet føler hun, at hun blev matchet med Michael Dalgaard for at 'underholde seerne', fordi programmet manglede deltagere.

Det afviser Anna Askov, der er redaktør på DR, dog over for Århus Stiftstidende.

»Præmissen er ikke at lave 'godt tv' på bekostning af de medvirkende, tværtimod er det vedkommende og aktuelt at tale om den svære kærlighed og ønsket om at ville den. Derfor gør vi et stort forarbejde, hjælper de medvirkende under eksperimentet og står til rådighed med opfølgning bagefter,« skriver hun i en mail til avisen.

Olivia Bak-Christensen har flere gange fortalt, at hun ikke følte sig tiltrukket af sin partner, Patrick Kim Jensen.
Olivia Bak-Christensen har flere gange fortalt, at hun ikke følte sig tiltrukket af sin partner, Patrick Kim Jensen. Foto: Mads Castillio
Vis mere

Christina Gouveias eget match var, ifølge hende, klassificeret som et 'middel match', hvor hun passede 59 procent sammen med sin partner.

Hun synes – ligesom flere anmeldere – at årets deltagere er matchet så dårligt, og at det er synd for dem.

En af de kritikere, der også har været ude med riven efter DR, er Berlingskes tv-kommentator Jakob Steen Olsen, der efter det seneste afsnit – det andetsidste i denne sæson – skrev følgende:

»Og så er vi fremme ved den kendsgerning, at årets 'Gift ved første blik' meget vel kan blive den sidste. Hvad er egentlig meningen, når parrene tydeligvis er parret så dårligt? Hvad er egentlig ideen, når succesraten er så lille, at allerede to par er røget i svinget? Meningsløsheden og håbløsheden har tilsyneladende også bredt sig til seerne. Programmet ligger helt nede på en 15.-plads over de mest populære programmer.«

Også Marlene Weybøll, der er vært på realitypodcasten 'Reality Tjek' og har castet deltagere til blandt andet 'Big Brother', 'Love Island' og 'For lækker til love', har kritiseret castingen af deltagerne til denne sæsons 'Gift ved første blik'.

»Hvorfor bliver jeg nærmest ked af det, når jeg ser et ægteskab gå i stykker øjnene af mig i 'Gift ved første blik'? Og det er ikke på den her 'det er også synd for dem'-måden. Det er på den her: 'Fuck, hvor produktionsselskabet har fucket dem op'-måden. På den måde, hvor jeg tænker, at det vil tage årevis af terapi at komme igennem det,« har hun skrevet i en klumme hos Soundvenue.

Anne Askov har tidligere forklaret til B.T., at årets deltagere har fået lov til forinden at bedømme deres potentielle partnere ved at se billeder og en kort video af en række mulige matches, inden de blev matchet.

Desuden har man i år fokuseret på kommunikation, og på hvad man selv kan bidrage med i et forhold, når parrene er blevet matchet.

Andre læser også