Det er Martin Brygmanns egen skyld, at alle nu ved, at han er den grænseoverskridende mandlige artist i ‘Sexisme i musikbranchen’.

Det mener Thomas Heurlin, hvis produktionsselskab Impact tv står bag dokumentaren.

»Jeg er helt sikker på, at der vil være en masse, der ikke ville have været i stand til identificere ham, for vi har gjort alt, vi kunne for, at han ikke ville blive identificeret,« siger Thomas Heurlin.

Martin Brygmann forsøgte nemlig inden udgivelsen at få Københavns Byret til at forbyde dokumentaren i at blive vist, men tabte.

Derfor blev han på retslisterne sat i forbindelse med dokumentaren, selvom hans navn ikke nævnes i den.

Efterfølgende forklarede Martin Brygmann, at han ikke prøvede at skjule sig, men mente, at dokumentaren krænkede hans privatliv og fred, fordi den var ‘manipulerende’, udokumenteret og fuld af ‘usandheder’.

'Mine ord eller handlinger kan ikke betagnes som magt, overgreb, trusler eller lignende. Men eftertanker om, hvad jeg mon mente med en kompliment, en måske plat flirtende vittighed eller i nogle tilfælde et gensidig kys eller fysisk relation,' skrev Martin Brygmann i et opslag på Facebook.

Og selv var han sikker på, at dokumentaren ‘ikke vil efterlade nogen tvivl om, at det er mig, det handler om, ved en simpel søgning på internettet’.

13 kendte kvinder deltager i dokumentaren 'Sexisme i Musikbranchen'.
13 kendte kvinder deltager i dokumentaren 'Sexisme i Musikbranchen'. Foto: DR
Vis mere

Men det har tværtimod været et vigtigt aspekt for Impact TV, at Martin Brygmann er fuldt anonymiseret som 'den mandlige artist' i dokumentaren.

For direktør og stifter Thomas Heurlin handler anonymiseringen netop om at skabe grobund for debatten om den mere strukturelle sexisme i musikbranchen.

»Vi vil ikke hænge nogen ud, for problemet forsvinder ikke, hvis man fjerner en person,« forklarer Thomas Heurlin.

Sammenligner med Jes Dorph: 'Nu er det bare Martin Brygmann, der gør sig til offer'
Så derfor mener Thomas Heurlin altså, at det er Martin Brygmanns egen skyld, at man nu ved, at han er den mandlige artist, der i dokumentaren anklages for at have gjort upassende og seksualiserede tilnærmelser til en længere række kvindelige, særligt yngre musikere.

»Det var nøjagtig det samme, da vi lavede dokumentaren med TV 2. Her var det også kun Jes Dorph, der blev nævnt med navn, fordi han selv valgte at stå frem og angribe de kvinder, der fortalte om deres oplevelser. Nu er det bare Martin Brygmann, der gør sig til offer,« siger Thomas Heurlin.

Thomas Heurlin, dansk tv-producent, journalist, direktør og stifter af produktionsselskabet Impact TV.
Thomas Heurlin, dansk tv-producent, journalist, direktør og stifter af produktionsselskabet Impact TV. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

For tv-direktøren affejer til fulde Martin Brygmanns kritik om, at dokumentaren skulle være usand og udokumenteret.

»De her kvinder har ret til at fortælle om deres oplevelser, og dem tjekker vi selvfølgelig, så de står så stærkt som muligt. Vi har holdt os indenfor de presseetiske regler for, hvordan man gør den slags. Tilmed har vi nu dommerens ord for, at det presseetiske er gjort rigtigt, og at indholdet er væsentligt at få frem,« understreger han.

»Vi har også forelagt det hele for Martin Brygman, man han har modsat sig sin ret til at kommentere de konkrete ting, selvom vi har givet ham mulighed for genmæle,« fastholder Thomas Heurlin.

En tilføjelse i sidste øjeblik
Til sidst i dokumentaren fremgår det, at den mandlige artist ikke har ønsket at kommentere dokumentaren.

Efterfølgende kommer der dog noget, der var en positiv overraskelse for Thomas Heurlin.

Der er nemlig også blevet indsat en tekst om, at den mandlige artist har ønsket et forbud mod at vise dokumentaren, hvilket Københavns Byret har afvist.

Dertil citeres der anonymt fra det Facebook-opslag, som Martin Brygmann delte efter det stod klart, at dokumentaren ville blive vist.

Her afviser han, at der skulle være tale om overgreb, men blot 'eftertanker om, hvad jeg mon mente med en kompliment, en måske plat flirtende vittighed eller i nogle tilfælde et gensidig kys eller fysisk relation'.

Og selvom den tilføjelse var en overraskelse for Thomas Heurlin – og selvom den gør det meget nemmere at identificere Martin Brygmann – så er han glad for, at tilføjelsen er kommet med.

» For så har han jo på en eller anden måde gerne ville kommentere det alligevel, så det har vi valgt at binge,« slutter Thomas Heurlin.

B.T. forsøger fortsat at få en kommentar fra Martin Brygmann.