Thomas Evers Poulsen er normalt glad, uanset hvem han bliver parret op med i 'Vild med dans'.

Men to gange har han været i decideret chok, da det gik op for ham, hvem han skulle spendere en hel sæson med.

Og ikke på den gode måde.

Det fortæller han til B.T. forud for den kommende sæson, hvor han skal danse med Natasha Brock.

Og mens Thomas Evers Poulsen hele tiden havde på fornemmelsen, at han skulle danse med den 33-årige komiker, så troede hun ikke selv, at hun var så heldig.

»Jeg er godt klar over, at jeg ikke er det største navn, der er med i denne sæson, så jeg overvejede slet ikke Thomas. For det vidste jeg, jeg ikke kom til,« siger Natasha Brock.

Men det gjorde hun. Og det blev Thomas Evers Poulsen glad for.

»Men jeg bliver jo glad hver gang,« smiler den 44-årige danser.

I år skal Thomas Evers Poulsen danse med komiker Natasha Brock.
I år skal Thomas Evers Poulsen danse med komiker Natasha Brock. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Og dog. For der var faktisk to episoder i 2008 og 2009.

»Jeg var i chok, da jeg fik at vide, jeg skulle danse med Anne-Mette Rasmussen. Jeg troede, hun var røvkedelig, og vi havde også en stor aldersforskel,« siger Thomas Evers Poulsen, der dengang var 30 år, mens den daværende statsministerfrue var 50.

Danseren tudede, da han fik at vide, at han skulle danse med Anders Fogh Rasmussens kone. Måske også, fordi han havde troet, at han skulle danse med sangerinden Szhirley – som til gengæld gik til Silas Holst.

»Men så mødtes jeg med Anne-Mette, en måned før vi skulle danse, og så fandt jeg ud af, hvor meget vi hyggede os.«

Thomas Evers Poulsen og statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen dansede sig til en fjerdeplads i 2008.
Thomas Evers Poulsen og statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen dansede sig til en fjerdeplads i 2008. Foto: Mogens Flindt
Vis mere

Danseparret blev nummer fire i 'Vild med dans' i 2008 og har siden – trods aldersforskellen – bevaret et varmt venskab.

I de første år efter deltagelsen optrådte de flere gange offentligt med deres danseshow og har desuden nydt hinandens selskab til parmiddage og på ferier.

Og den 'kedelige statsministerfrue' viste sig da også at smide hæmningerne og være sprudlende i en sådan grad, at hun fik kælenavnet 'Fru Fræk' under sin 'Vild med dans'-deltagelse.

»Det har efterfølgende lært mig, at man ikke skal have så mange fordomme, før man har mødt folk,« siger Thomas Evers Poulsen.

Det blev han bekræftet i, da han året efter fik at vide, han skulle danse med sangerinden Pernille Højmark.

I 2009 blev det det en tredjeplads for Pernille Højmark og Thomas Evers Poulsen.
I 2009 blev det det en tredjeplads for Pernille Højmark og Thomas Evers Poulsen. Foto: Kristoffer Juel Poulsen
Vis mere

»Der var jeg ved at fake en skade, fordi jeg var så bange for hende. Virkelig bange. Jeg troede, hun var en rejekælling – det var hun så også, men en virkelig skøn en af slagsen. Og selvom vi var vidt forskellige, havde vi det så sjovt.«

Thomas Evers Poulsen og Pernille Højmark opnåede en tredjeplads.