Onsdag morgen har danskerne fået endnu en valgmulighed, når vi skal høre musik på mobiltelefonen, i form af YouTube Music. Men den nye app er ikke for alvor en trussel mod Spotify, mener B.T., efter at have testet den nye konkurrent onsdag formiddag.

Først og fremmest fungerer YouTube Music ikke i gratisversionen. Ligesom med YouTube er det nemlig ikke muligt at høre musik i baggrunden, så appen skal hele tiden være åben, og det er både irriterende i al almindelighed og direkte umuligt at have med at gøre, hvis man vil høre musik mens man motionerer eller bevæger sig rundt i det offentlige rum.

Desuden byder app'en ikke på nogen banebrydende nye features, som for alvor kan anspore brugerne til at droppe deres nuværende streaming-abonnementer og betale 99 kroner om måneden for at oprette sig hos YouTube.

Og det er synd, for det er bestemt ikke nogen dårlig musiktjeneste, som Google-ejede YouTube har skabt.

Først og fremmest nyder den godt af det enorme musikkatalog, som YouTube har opbygget gennem årene, og som især musiknørder vil elske. Der er nemlig adgang til et hav af amatørbands, b-sider og live-optagelser, som de andre streamingtjenester ikke kan byde på.

Desuden er lydkvaliteten ganske glimrende, og søgefunktionen bærer præg af at have Google i ryggen: Den fungerer bare.

Den høje kvalitet i de helt basale features er bare ikke nok til at fjerne oplevelsen af, at der er tale om en 'Spotify Light'. Udseendet minder frygteligt meget om Spotify, men i vores korte test savnede vi de features, vi kender fra Spotify, f.eks. de overskuelige top 50-lister.

Dommen:

Det bedste ved YouTube Music er, at den er hurtig og nem at navigere i, samt det store musikkatalog og lydkvaliteten.

Det værste er, at mobil-app'en reelt er ubrugelig i gratisudgaven. Man er derfor tvunget til at betale 99 kroner - i øvrigt præcis samme pris som et Spotify-abonnement.

Alt i alt er der tale om en solid konkurrent til de eksisterende tjenester som Spotify og Tidal, men det er svært at se, hvordan den skal vriste kunder fra altdominerende Spotify, før den tilbyder noget mere nytænkning og nogle flere unikke features, som man ikke finder andre steder.

Ingen af de fire testpersoner på B.T.'s redaktion har i hvert fald planer om at skifte til YouTube Music.