Nu hvor vinderen af dette års Eurovision er blevet kåret, er stemmerne fra semifinalerne blevet offentliggjort.

Og de viser, at der var vaskeægte drama i torsdagens semifinale, hvor Danmark deltog.

Hele torsdagen gik den danske delegation og var ekstra nervøse og spændte, for ifølge bookmakerne var chancen for, at den danske sangerinde Leonora Colmor Jepsen gik videre til finalen, lige så stor som risikoen for, at hun ville ryge ud.

Nu viser tallene fra semifinalen, at det var helt korrekt gættet. Det oplyser eurovision.tv.

Foto: ABIR SULTAN
Vis mere

Det var nemlig på et yderst hængende hår, at Leonora overhovedet kvalificerede sig til finalen.

Det var de ti lande med fleste stemmer, der gik videre fra semifinalerne, og i sin semifinale blev Leonora lige præcis nummer ti.

Blot ét enkelt point foran Litauen, som altså ikke klarede skærene.

Bedre gik det dog for Leonora i finalen, hvor hun endte som nummer 12 ud af de 26, som kæmpede om sejren. Det var dog den hollandske sanger Duncan Laurence, der kunne lade sig hylde som vinderen af sangkonkurrencen.