I 2022 tog danskerne afsked med Tinka.

Til jul vender nissepigen tilbage på TV 2.

Tv-stationen har i år valgt at genudsende den første 'Tinka'-julekalender, 'Tinkas juleeventyr', som deres store 'klokken 20.00'-julekalender hver aften i december.

Julekalenderen blev vist første gang i 2017 og blev et hurtigt hit med medfølgende hue-hysteri i forældre-segmentet og de to opfølgere 'Tinka og kongespillet' og 'Tinka og sjælens spejl'.

Udover genudsendelsen har TV 2 lavet en ny paplågekalender samt en ny samling samlekort – og dermed er stationen altså klar til at tage kampen op med DR, der i år har en helt ny julekalender parat.

DR viser nemlig den nyproducerede 'Tidsrejsen 2', der som navnet antyder, er en opfølger til 'Tidsrejsen' fra 2014.

I 'Tidsrejsen 2' er der blandt andet gensyn med Bebiane Kreutzmann, der havde hovedrollen i den første julekalender.

Derudover følger man de to nye unge hovedpersoner Romeo og Holly, der leder efter Romeos far, som han aldrig har mødt.

Både 'Tinkas juleeventyr' og 'Tidsrejsen 2' har premiere 1. december.