Move over 'Big Little Lies' og alle andre populære serier på HBO, for her kommer Susanne Bier.

Den danske instruktør har fået voldsomt meget ros for sin serie 'The Undoing', og nu har hun nået en opsigtsvækkende milepæl.

Den stjernespækkede serie, der har Nicole Kidman og Hugh Grant i hovedrollerne, har nemlig formået at blive den mest sete HBO-serie i 2020. Det skriver Variety.

Mere end 12,3 millioner har set Susanne Biers miniserie, der havde premiere på streamingtjenesten 25. oktober og kørte frem til 29. november.

Susanne Bier.
Susanne Bier. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det imponerede seertal betyder, at 'The Undoing' slår begge sæsoner af 'Big Little Lies', der også har Nicole Kidman i en af hovedrollerne, og som ellers var den mest sete serie på HBO, før Susanne Bier gjorde sit indtog.

Ifølge Variety så hele tre millioner seere seriens finaleafsnit. Det gør, at afsnittet er det mest sete afsnit i en HBO-serie nogensinde siden 'Big Little Lies' sæsonfinale i sæson to sidste år.

Også Nicole Kidman må være yderst begejstret for sit 2020.

Det er nemlig hendes og hendes partner Per Saaris produktionsselskab, Blossom Films, der har produceret både 'The Undoing' og 'Big Little Lies'.

Nicole Kidman.
Nicole Kidman.
Vis mere

Susanne Bier er i øvrigt ikke den eneste dansker, der har haft en finger med i spillet i 'The Undoing'-succesen.

Skuespillerinden Sofie Gråbøl spillede nemlig rollen som statsanklageren Catherine Stamper i den populære miniserie, og hun har tidligere sat ord på, hvordan det var at spille over for kæmpe stjerner som Nicole Kidman, Hugh Grant og Donald Sutherland.

»Det her projekt er for mig på så mange planer helt ikonisk. Det er sådan et knibe-sig-i-armen-projekt,« sagde Sofie Gråbøl tilbage i oktober og fortsatte:

»Det er første gang, jeg har arbejdet i USA, og så var det i New York af alle steder. Og så den kaliber af filmstjerner, der er med! Det er nogle af verdens bedste skuespillere, hvis du spørger mig,«