Datingprogrammer har for alvor gjort sit indtog på sendefladen.
Nyt formater bryder frem, og nu er det altså tid til endnu et.
Nemlig DRs nye 'Vild kærlighed', der får premiere den 10. april. Her kan seerne følge ti singler, matchet i par, som over ti dage skal sejle ned ad en af Sveriges mange floder – på en hjemmelavet tømmerflåde. Og hvor der altså bliver rig mulighed for, at amorinerne kan fylde luften.
På trods af at programmet endnu ikke er blevet vist, må det siges at være noget af en succes. Det kunne det amerikanske medie Deadline erfare som de første.
DR har nemlig allerede købt endnu en sæson, bekræfter kommunikationsrådgiver i DR, Jacob Bøgen Clausen, overfor B.T.
Men det stopper ikke her.
Direktør for produktionsselskabet Story Productions, der har udviklet og produceret formatet, Susanne Funder-Mikkelsen, kan ligeledes overfor B.T. bekræfte, at programmet allerede er solgt til udlandet.
Henholdsvis Finland, Norge, Sverige, Holland og Tyskland har købt rettighederne til 'Vild kærlighed', der får titlen 'Love Raft'.
Det er ikke første gang, at et dansk dating-format når ud for landets grænser.
'Gift ved første blik', der er et stort hit herhjemme, har ligeledes haft stor succes i udlandet, blandt andet i Australien, Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland og USA.
