Den mobile streamingtjeneste Quibi kaster håndklædet i ringen og lukker efter bare et halvt år på markedet.

Det skriver flere internationale medier.

Det begyndte ellers som lidt af et Hollywood-eventyr:

Jeffrey Katzenberg, den tidligere medstifter af Deamworks Pictures, fik sammen med Meg Whitman for to år siden næsten to milliarder dollars (små 12 milliarder danske kroner) i investeringer til det nye projekt.

Pengene kom fra Disney, NBCUniversal, WarnerMedia, Lionsgate og Viacom, og ideen var at skabe en stremingtjeneste, der var lavet til at blive brugt på mobilen.

Men blot seks måneder efter lanceringen er det slut, skriver Variety.

Tanken bag Quibi var at tilbyde kunderne korte film på maksimalt 10 minutter, der var særligt fremstillet til mobilen. Derudover betød ny teknologi, at brugerne kunne se indholdet både horisontalt og vertikalt.

I den indledende gratis prøveperiode på 90 dage fik Quibi kun omkring to millioner abonnenter. Det var langt færre end forventet, og da prøveperioden sluttede, forsvandt 90 procent af brugerne.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Robyn Beck
Vis mere

»Selvom vi havde nok kapital til at fortsætte i en signifikant periode, har vi taget den svære beslutning at afvikle forretningen, returnere penge til vores aktionærer og sige farvel til vores talentfulde kollegaer med ynde,« skriver Quibis direktør, Meg Whitman, i en meddelelse ifølge Variety.

»Vi tror stadig på, at der er et attraktivt marked for kortformat-indhold. Over de næste par måneder vil vi arbejde hårdt på at finde købere til vores værdifulde aktiver, som kan få det til at blomstre.«

Medieanalytiker Claus Bülow Christensen siger til dr.dk, at det ikke er overraskende, at Quibi lukker. Han mener, at Quibi fejlede totalt.

I forvejen har forbrugerne ikke problemer med at se eksempelvis Netflix på mobilen, og sociale medier og især TikTok har betydet, at man er dækket godt ind på det marked, mener han.

»Verden kommer ikke til at savne Quibi.«