Philip Khokhar har de seneste otte år været korrespondent for DR i Kina.
Men nu rykker han til USA, efter public service-stationens USA-korrespondenter gennem de sidste seks år, Steffen Kretz og Lillian Gjerulf Kretz, efter eget ønske vender hjem til Danmark.
Det oplyser DR selv i en pressemeddelelse.
Philip Khokhar flytter til den amerikanske hovedstad Washington til sommer, hvor Steffen Kretz og Lillian Gjerulf Kretz vender hjem til Danmark og fortsætter deres arbejde for DR i det københavnske hovedsæde DR Byen.
Ikke mindst oplyses det i pressemeddelelsen, at man fortsat ønsker at have to korrespondenter i USA.
Derfor søger man efter endnu en korrespondent, der skal bosætte sig i den sydlige eller vestlige del af guds eget land.