Glemte du at se 'Disneys Juleshow' i år?

Selvom det tidligere på året væltede ind med skuffede reaktioner over, at DR fra næste år ikke vil sende 'Disney Sjov' om fredagen, så er det ikke fordi, at det medførte en massiv trodsreaktion fra de mange danske Disney-fans, da DR juleaften sendte 'Disneys Juleshow'.

Snarere tværtimod.

Nielsen.com har netop udsendt seertallene for sidste uges tv i forhold til live-sening og sening på selve udsendelsesdagen.

Rip, Rap og Rup vandt igen i år den store sneboldskamp mod Anders And.
Rip, Rap og Rup vandt igen i år den store sneboldskamp mod Anders And.
Vis mere

'Disneys Juleshow' blev godt nok ugens mest sete program med 893.000 seere foran DRs julekalender 'Julehjertets hemmelighed' på andenpladsen, men det er samtidig den laveste måling af juleshowet siden 2011, hvor man ifølge Gallup var nede på 808.000 seere.

'Disneys Juleshow' har været en fast del af danskernes juletradition siden 1967.

I de første mange år blev det sendt på skiftende datoer i december, men siden 1991 har det haft sin faste plads den 24. december klokken 16, og da danskerne i 2020 oplevede den første corona-jul, toppede udsendelsen med 1.325.000 seere.

Trods nedgangen i år har 'Disneys Juleshow' dog oplevet værre år.

I 1993, 1996, 1998, 2000, 2002 og 2007 var man under 800.000 seere, og i 1995, 1999, 2001 og 2003 var udsendelsen slet ikke i top 20 over de mest sete programmer i julen.

Da DR meldte ud, at de ikke længere vil sende 'Disney Sjov', spurgte B.T. Morten Skov, der er chef for DR Børn og Unge, hvilke fremtidsplaner de havde for 'Disneys Juleshow'.

»Vores forhandlinger i forhold til 'Disneys Juleshow' er etårige. Men det er vores forhåbning, at det bliver ved med at være en fast juletradition, som man kan glæde sig til,« lød det fra DR-chefen, der tilføjede:

»Det er svært at spå om fremtiden, men der er ikke noget, der nu peger på, at vi ikke også i fremtiden vil kunne samarbejde med Disney omkring 'Disneys Juleshow'.«