Han vejede 350 kilo. Drak op mod 12 liter sukkersodavand om dagen.

Og kunne til sidst ikke forlade sit eget hjem.

Men i dag står Stefan Jepsen fra TV 2-dokumentaren 'Stor mand' et helt andet sted.

Nu skal han giftes, fortæller han på Instagram.

Her deler han et billede af sig selv og kæresten, der holder i hånd og viser ringen frem.

'Hun sagde ja,' står der med store bogstaver på et billede, hvor han og hans udkårne holder i hånd.

Han og kæresten mødte hinanden for to år siden, da hun skrev til ham, og siden er kærligheden vokset.

'Jeg har aldrig tænkt, at det var noget for mig, men nu har jeg mødt en så skøn kvinde, at jeg har lyst til at gå hele vejen,' fortæller han og fortsætter:

'Så efter et par meget lange ture på cyklen kom jeg frem til, at jeg ville spørge hende. Og hun sagde ja!'

I TV 2-dokumentaren 'Stor mand' tabte han sig omkring 200 kilo, lagde sin livsstil om og gennemgik en stor forvandling.

'Jeg er virkelig et sted i livet, hvor jeg føler mig på rette hylde. Og til trods for at mit liv har udviklet sig så meget de seneste år og har fået meget mere indhold, føler jeg samtidig også, at det er blevet mere simpelt,' lyder det i dag.

'Det trives jeg utrolig godt med, for når alle forsvarsmekanismerne er væk, er jeg kommet frem til, at jeg blot er en simpel mand,' slår han fast.