Er du en af dem, der troligt følger med i Dansk Melodi Grand Prix, så skal du tænde for fjernsynet lørdag den 6 marts 2021.

Intet er dog helt som det plejer på grund af den nuværende coronasituation.

Det skriver DR.

I år blev showet afholdt i en tom Royal Arena i København, men sådan bliver det altså ikke i 2021. Her vil showet blive afholdt i DR Byen – nærmere betegnet studie 5, hvor blandt andet 'X Factor' og 'Alle mod 1' bliver sendt fra.

Det er dog ikke den eneste store ændring, som showet kommer med. Normalt er der nemlig 10 sange med, men i år er feltet reduceret til kun otte sange.

»Som så mange andre større begivenheder har vi naturligvis indrettet os efter forholdene. Vi er nødt til med rettidig omhu at tilrettelægge et show, der giver mening i den aktuelle situation. Vi vil ikke risikere at stå i samme situation som sidst med en stor, tom arena,« forklarer Gustav Lützhøft, der er talsperson for Dansk Melodi Grand Prix 2021, og fortsætter:

»Vi er ikke uvante med at producere flotte shows fra vores egne studier, og vi har fortsat ambitioner om at kunne levere Danmarks største musikfest for hele landet. Når vi nu ikke kan invitere lige så mange med til fysisk musikfest og være med til at skabe stemning, vil vi bestræbe os på at komme ud til danskerne, hvor end de nu tager del i Dansk Melodi Grand Prix ude i landet,« siger Gustav Lützhøft.

Det var dog bestemt ikke rosende ord, som Dansk Melodi Grand Prix fik med på vejen i år:

'Elendig lyd - nedladende tone. Hvis de 10 sange virkelig er det bedste af det bedste, fortjener vi måske ikke at blive ved med at arrangere pop- og showdysten,' skrev Nordjyske blandt andet og kvitterede med tre stjerner.

B.T.s anmelder var heller ikke videre begejstret for showet. Han kvitterede med sølle to stjerner og skrev blandt andet at det var det værste Melodi Grand Prix i mange år.