Det startede med Martin Hoberg Hedegaard og sangen 'The 1' i 2008 og sluttede med Kristian Kjærlunds 'Lost and profound' sidste år.

Der er altid blevet skrevet en original sang, som 'X Factor'-finalisterne kunne få lov at synge i finalen. Men i år må Mathilde Caffey, Alma og Agger nøjes med at indspille en coverversion af henholdsvis 'Karma Is a Bitch' af CH10, 'The Last Dance' af Clare Maguire og 'Selvmord på dansegulvet' af Thomas Holm.

Havde Smokey Eyes klaret udskillelsesløbet fredag aften, skulle de lørdag have optrådt med 'Adore You' af Harry Styles, som de også har fået indspillet professionelt, og det ærgrer deres dommer, Lars Ankerstjerne, at de ikke fik lov at få deres egen sang.

»Jeg er sangskriver, for fanden, så jeg tænker altid på, hvordan de skulle lyde, og hvordan det skal pakkes ind,« siger Ankerstjerne, der sammen med bl.a. Rasmus Seebach var med til at skrive Morten Nørgaards vindersang 'The Underdog' i 2017.

Ankerstjernes sidste gruppe, Smokey Eyes, måtte forlade 'X Factor' i fredagens første del af årets finale.
Ankerstjernes sidste gruppe, Smokey Eyes, måtte forlade 'X Factor' i fredagens første del af årets finale. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Men vi spurter jo bare af sted, så alle de beslutninger, man ikke har noget med at gøre, dem når man faktisk ikke at tænke på.«

Han påpeger dog, at den nye præmie faktisk kan vise sig at være endnu mere afgørende for årets vinder end den sang, som vedkommende må undvære.

Årets vinder skulle have optrådt på sommerens - nu aflyste - Smukfest i Skanderborg samt have været i Milano for at indspille, men grundet corona-situationen får sangeren i stedet lov til lave en stor musikvideo til sin første udgivelse.

Derudover får vinderen en pladekontrakt med Sony Music samt udstyr til sit eget professionelle hjemmestudie.

Og især sidstnævnte synes Ankerstjerne er helt genialt tænkt.

»Et hjemmestudie peger i en mere moderne retning og mere mod sandheden. For alt arbejdet starter her for dig selv. Foruden talentet og gnisten skal man også have disciplinen og vide, at man skal op om morgenen hver dag og gøre det selv,« siger Ankerstjerne.

Han mener, at Citybois er et godt eksempel. De missede finalen på målstregen i 2015 og fik således ikke skrevet en vindersang, som kunne kickstarte deres musikkarriere efter tv-programmet.

Alligevel står de tilbage som nogen af de tidligere deltagere i talentshowet, som var bedst til at holde fansene til ilden.

Citybois blev kun nummer fire i 'X Factor' i 2015, men er alligevel nogle af de deltagere, der har klaret sig bedst efterfølgende.
Citybois blev kun nummer fire i 'X Factor' i 2015, men er alligevel nogle af de deltagere, der har klaret sig bedst efterfølgende. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Dengang havde duoen Blachman som dommer. Og skal hans tre nuværende finalister klare sig lige så godt, så skal de altså ikke regne med, at han klarer det for dem.

»Jeg er kommet ret tæt på de unge mennesker, så på et venskabeligt plan vil man nok sige hej til hinanden en gang imellem,« siger han.

»Men at tage den videre ud i hvad fanden de foretager sig, det kan ikke være min opgave. Man kan rådgive og alle mulige ting,« siger Blachman, der altså heller ikke mener, de tre unge sangere får en svagere start på en mulig musikkarriere af ikke at få deres egen originale sang på Spotify dagen efter finalen, som det ellers har været tradition.

I de første fire sæsoner af 'X Factor' blev der skrevet én vindersang, som de to sidste finalister skulle optræde med, inden en vinder kunne kåres. Siden 2012 har alle finaledeltagerne dog fået skrevet hver deres originale sang, som efterfølgende er blevet udgivet.