Der er store navne på rollelisten, når TV 2 næste år har premiere på en ny tv-serie om drabet på Kim Wall.

Peter Madsen var kun lige blevet dømt for drabet på den svenske journalist, da det i oktober sidste år blev offentliggjort, at den makabre sag ville blive til en dansk tv-serie.

Tidligere i år kunne B.T. så offentliggøre billeder af et replika af Peter Madsens destruerede ubåd UC3 Nautilus, som blev gerningssted for hans handling, og som derfor skal bruges som rekvisit i serien.

Og nu kan TV 2 så endelig afsløre, at optagelserne er gået i gang, og at det bliver med ganske prominente navne i de bærende roller.

'Game of Thrones'-stjernen Pilou Asbæk får rollen som anklager Jakob Buch-Jepsen, mens drabschef Jens Møller spilles af Søren Malling.

Kim Walls forældre, Ingrid og Joachim Wall, vil blive spillet af den svenske 'Star Wars'- og 'Arvingerne'-stjerne Pernilla August og ditto svenske Rolf Lassgård.

Derudover medvirker Laura Christensen (’Gidseltagningen’), Charlotte Munck (’Mens vi lever’), Henrik Birch (’Klumpfisken’), Hans Henrik Clemensen (’Herrens Veje’), Dulfi Al-Jabouri (’Underverden’) og Anders Juul (’Badehotellet’).

Hvis du febrilsk leder efter, hvem der skal spille den ultimative skurkerollen som Peter Madsen, så bliver du slemt skuffet.

Pilou Asbæk og Søren Malling i rollen som henholdsvis anklager Jakob Buch Jepsen og drabschef Jens Møller.
Pilou Asbæk og Søren Malling i rollen som henholdsvis anklager Jakob Buch Jepsen og drabschef Jens Møller. Foto: Henrik Ohsten / TV 2
Vis mere

Instruktør Tobias Lindholm har nemlig tidligere udtalt, at drabsmanden ikke kommer til at medvirke i tv-serien, som ikke vil handle om selve drabet, men udelukkende om sagens efterforskning, som endte med, at Peter Madsen i både by- og landsret blev idømt livstid for at have dræbt Kim Wall og efterfølgende at have parteret liget og smidt det i havet.

»Jeg vil ikke lave en krimiserie, der lokker med gerningsmanden eller forbrydelsen. Derimod er jeg interesseret i menneskene og arbejdet, som opklarede forbrydelsen, såvel som menneskene, som må fortsætte med at leve deres liv trods forbrydelsen. Det er derfor en helt bevidst beslutning, at gerningsmanden ikke på noget tidspunkt vil fremtræde i serien,« har Tobias Lindholm tidligere udtalt.

Instruktøren er blandt andet kendt for sine anmelderroste og prisbelønnede film ’R’, ’Kapringen’ og ’Krigen’ - sidstnævnte opnåede i 2016 Oscar-nominering - samt Thomas Vinterbergs ’Jagten’, der ligeledes opnåede en Oscar-nominering. Derudover har han været medforfatter på DR-serien ’Borgen’.

I sit arbejde med tv-serien har stjerneinstruktøren arbejdet tæt sammen med Kim Walls forældre og kæreste Ole Stobbe. Sidstnævnte kom dog senere til at fortryde sin medvirken.

Virkelighedens anklager, Jakob Buch-Jepsen, og vicepolitiinspektør Jens Møller forlader retsbygningen i en pause under retssagen mod Peter Madsen.
Virkelighedens anklager, Jakob Buch-Jepsen, og vicepolitiinspektør Jens Møller forlader retsbygningen i en pause under retssagen mod Peter Madsen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det har han fortalt til Weekendavisen.

»Jeg blev inviteret indenfor, man spurgte til mine synspunkter og understregede samtidig, at egentlig indflydelse skulle jeg ikke forvente. Jeg måtte indstille mig på at være tilskuer til fortællingen om Kims tragedie og mit eget liv,« siger Ole Stobbe, som efterhånden får nok og afbrød samarbejdet med seriens skabere.

»Vores mareridt skulle gøres til underholdning for publikums, pengenes og for, hvad jeg anså for at være en utilstrækkelig moralsk forklarings (om politiets utrættelige kamp for retfærdighed, red.), skyld. Bestemt ikke for vores skyld og slet, slet ikke for Kims,« tilføjer han.

'Efterforskningen' - der også får den engelske titel 'The Investigation' - får premiere på TV 2 til næste efterår. Den vil strække sig over seks afsnit.