Det er hele 18 år siden, at vi første gang stiftede bekendtskab med Amelia Mignonette Grimaldi Thermopolis Renaldo i den første 'Princess Diaries'-film.

Rollen i den romantiske komedie, der fik en 2'er tre år senere, var med til at grundlægge Anne Hathaways flotte Hollywoodkarriere, og hun har bestemt ikke glemt sine 'royale' rødder.

Hun har nemlig ønsket at lave en tredje film i rækken lige siden, og nu ser den ud til at blive en realitet, skriver Cosmopolitan.

Damebladet har fundet nogle udtalelser, som hun kom med for nylig, hvor hun på det nærmeste lover, at det kun er detaljer, der mangler, før treeren er klar til at blive filmet.

Anne Hathaway vandt en Oscar i 2012 for sin birolle i 'Les Miserables'. (Arkivfoto: Scanpix) Vis mere

»Der er et manuskript til den tredje film. Jeg vil lave den. Julie (Andrews, Red.) vil lave den. Debra Martin Chase, vores producer, vil lave den. Vi vil alle sammen rigtig gerne have det til at ske,« siger Anne Hathaway til talkshow-værten Andy Cohen.

Hun lægger dog vægt på, at de ikke begynder på filmen, før alt klapper.

»Det er bare sådan, at vi vil ikke gøre det, medmindre det er perfekt, for vi elsker det lige så meget, som I gør. Det er lige så vigtigt for os, som det er for jer, og vi vil ikke aflevere noget, før det er klar, men vi arbejder på det,« siger hun.

Anne Hathaway har være med i et hav af succeser siden sine prinsessedage, og huskes blandt andet for 'The Dark Knight Rises' og 'Rachel Getting Married' samt selvfølgelig for 'Les Miserables', som indbragte hende en Oscar i 2012.