»Steffen Jensen, Cairo.«
Sådan er vi vant til at høre TV 2s korrespondent afslutte sine reportager fra Mellemøsten, men her på det sidste har der været lidt mere stille fra de kanter.
Og det er der en særlig grund til.
Nu afslører han over for B.T., at han har været ramt af ikke bare én, men hele to blodpropper i hjernen.
»Jeg fik en lille blodprop i hjernen, som slog mig ud. Og så fandt de ud af, at jeg faktisk havde haft endnu en blodprop, som jeg bare ikke selv havde opdaget. Det skete så alt sammen i løbet af et år, hvor vi alligevel var underdrejet på grund af corona. Men det gjorde, at 2020 ikke er et år, jeg husker tilbage på med nogen positive tanker,« siger Steffen Jensen.
Lige nu opholder han sig hjemme på Langeland, hvor han har været mere eller mindre fast, siden pandemien begyndte i begyndelsen af 2020.
Det var kun på grund af den nye blodprop, at lægerne opdagede, at der havde været en til.
»Da de scannede for at se skaderne efter den, jeg fik nu her, så kunne de åbenbart se på scanningerne, at der havde været en tidligere,« siger han.
Det kan være svært at vurdere, hvorfor man bliver ramt af blodpropper i hjernen, men lægerne mener, at Steffen Jensens skyldes forkalkning.
»De mente, det var noget forkalkning i halspulsåren. Der er der åbenbart faldet noget af forkalkningen af, der så er kommet op i hjernen. For i hvert fald opererede de og rensede lidt ud. Jeg ved ikke, men man fik lidt på fornemmelsen af, at de sådan kørte igennem halspulsåren med en flaskerenser,« siger han med en slags galgenhumor i stemmen.
Men faktisk er det ikke det eneste helbredsproblem, han har haft. For halvandet år siden fik han også et kræftchok, lige inden verden lukkede ned.
»Vi troede, jeg havde kræft, så jeg blev opereret og fik taget en ret stor knude ud af tarmsystemet. Jeg fik opereret en del af tyktarmen væk. Men det viste sig heldigvis, at det ikke var kræft. Den var godartet,« siger han.
De mange helbredsproblemer har gjort, at den ellers hårdkogte reporter har mærket sin egen dødelighed. Og det har ikke været nemt.
»Jeg har gået til neuropsykologisk rådgivning. Hvor de skulle forsøge at finde ud af, hvor galt det stod til. Men jeg tror, jeg har været heldig. Jeg har lidt hukommelsesproblemer,« siger han.
Det har også påvirket Jensens sindstilstand.
»Jeg er måske også en lille smule mere deprimeret, end jeg var før. Sådan er det, når du lige pludselig føler, at nu er du ikke længere gjort af noget skudsikkert materiale. Nu rammer tingene også dig. Når man mærker ens egne svagheder, så kan det godt tage det gode humør,« siger han ærligt.
Steffen Jensen fyldte i februar 65 år, men det er ikke en alder, han synes passer til ham. Det har været svært at vænne sig til, at han er blevet en ældre herre.
»Det er stadig nyt for mig, at jeg åbenbart er blevet en gammel mand. Det skal man vænne sig til. Det er lidt mærkeligt. Hele mit liv har jeg åbenbart været lidt tidligt i gang med alt det, jeg har lavet. Så folk har altid syntes, at jeg var rimelig ung,« siger han og uddyber:
»Men nu når jeg møder folk, så spørger de, hvornår jeg tænker, at jeg skal gå på pension. For jeg kan jo åbenbart ikke blive ved på den her måde. Det kræver lidt omstilling i sit system. Nu skal man til at vænne sig til, at man åbenbart har det ene ben i graven. Jeg har ikke vænnet mig til tanken endnu.«
Hele livet har Steffen Jensen levet og åndet som udfarende journalist. Ham, der var på pletten, når endnu en krise ramte den krigshærgede region. Men på trods af helbredsproblemer skal man ikke regne med at se Steffen Jensen gå på pension i den nærmeste fremtid.
»Nu er jeg 65 år. Og jeg nærmer mig jo der, hvor jeg faktisk kunne. Men ved du hvad. Ligesom Ulla (Terkelsen, red.) så lever jeg af at rapportere, og det bliver en del af din selvforståelse. At du nærmest føler, du er død, hvis du stopper med det. Det er det, der fortæller dig hver dag, at du er i live: At du rapporterer, og du er derude, hvor du holder øje med, hvad der foregår. Og så fortæller du det til andre. Det er en del af din eksistens. Hvis jeg ikke har det, så har jeg da næsten det ene ben i graven,« siger han.
Derfor går hr. Jensen lige nu og venter på, at israelerne åbner landet mere op, så han kan pakke sine tasker og tage afsted igen. Israel har stadig strenge restriktioner på ind- og udrejse, og det besværliggør rejser til landet.
Men når efteråret kommer, regner han med at kunne komme afsted igen.
Han skal i hvert fald ikke regne med, at hans kone Luli holder ham hjemme på Langeland.
»Jeg tror nogle gange, at hun synes, at jeg går herhjemme lidt for meget. Så jeg tror, at hun ville synes, at det er helt fint, hvis jeg fortsatte med at arbejde,« siger han og griner.
