Da det unge par Maria og Benjamin vinkede farvel til 'Luksusfælden's eksperter, var det med planer om, at den 22-årige elektriker ville få styr på sin ludomani, og at hans jævnaldrende kæreste ville vente med at blive gravid, til de havde fået spillegælden ud af verden og økonomien på ret kurs.

Og det ene går meget godt, fortæller Benjamin Majholt til B.T.

Det andet knap så godt.

»Der skete jo noget uventet, kan man sige. Det var ikke lige planen, at det skulle være nu – men vi står faktisk og venter en datter,« siger den lykkelige 'Luksusfælden'-deltager.

Foto: TV3
Vis mere

Ifølge Benjamin Majholt tog hans kæreste, Maria Vanman Kjær, tilfældigvis en graviditetstest en dag, som viste sig at være positiv. Til deres store glæde – og overraskelse.

»Vi ville gerne have et sommerbarn, så på den måde var det ikke planlagt i forhold til kalenderen.«

Det er da også gået hurtigt for parret, som havde besøg af 'Luksusfælden's eksperter i januar og igen i starten af marts. De skal nemlig være forældre allerede i begyndelsen af november.

Det på trods af, at de i TV3-programmet fortalte, at de ville lægge babyprojektet lidt på hylden, til de havde fået styr på økonomien.

»Men vi er begyndt at tænke mere over, hvad vi bruger pengene på. Det går ret godt. I begyndelsen skrev vi alt ned, som vi købte, men nu sidder det på rygraden. Så vi må tage det, som det kommer,« siger den kommende far, der er fortrøstningsfuld trods overraskelsen.

Foto: TV3
Vis mere

I 'Luksusfælden' kom det frem, at kæresten Maria drømte så meget om at blive mor, at hun allerede var begyndt at købe små ting til en kommende baby. Derudover har parret fået flere ting foræret af venner og familie, ligesom de ikke er for fine til at købe billigt babyudstyr, fortæller han.

Årsagen til det unge pars dårlige økonomi skal blandt andet findes i Benjamin Majholt spilafhængighed. Over for 'Luksusfælden's eksperter anslog han, at han måske brugte 3-4.000 kroner om måneden på at oddse på fodboldkampe. Men det skulle vise sig, at beløbet lå på den forkerte side af 18.000.

I dag har Benjamin Majholt registreret sig hos rofus.dk (Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere, red.) og har kun haft trang til at spille ganske få gange, hvor han har formået at stå imod.

»Nu ser jeg ikke så meget fodbold længere. Jeg ser mest de hold, jeg gerne vil se, hvor jeg tidligere kunne se alverdens kampe mellem hold, jeg aldrig havde hørt om – alene for at spille på dem,« siger han.

Foto: TV3
Vis mere

»Det er en ond cirkel at komme ind i. Når jeg tabte, ville jeg rigtig gerne vinde dem tilbage, så jeg gik ned og lagde det dobbelte, for så ville jeg jo få pengene tilbage, hvis jeg vandt. Men hvis jeg vandt, så tænkte jeg jo, at nu kørte det hele, og så lagde jeg endnu større beløb,« siger han.

»Pludselig behøvede det faktisk ikke at være fodboldkampen, jeg decideret spillede på. Det blev noget psykisk oppe i hovedet, hvor jeg så mønster på kuponen. Hvis jeg satte to krydser, så skulle der også være to udebanesejre og to hjemmebanesejre, og så spillede jeg faktisk, som om jeg selv havde en indflydelse på, hvordan kampen ville ende.«

»Men alt kan jo ske i fodbold, og i sidste ende er der kun én vinder – og det er bookmakerne,« lyder konklusionen fra den nu tidligere 22-årige ludoman.