De tog 'Løvens hule' med storm og fik blandt andet en investering fra Jesper Buch.

Det har senere vist sig at være en genistreg for Jesper Buch at have spenderbukserne på. For efter programmet tog det fart, og Shaping New Tomorrow blev nærmest væltet omkuld med ordrer.

Da tre mænd under 30 år gik ind i 'Løvens hule' med deres tøjvirksomhed, anede de ikke, hvad der lå og ventede dem. For stifterne er gået fra at sove på gulvet i deres første butik til nu at have 80 ansatte, fire butikker i Danmark og en butik på vej i Tyskland.

»Da vi blev vist i tv, stak det fuldstændig af. Vi gik fra 50-100 ordrer om dagen til flere tusinde ordrer om dagen,« forklarer en af stifterne, Kasper Ulrich, til B.T.

Stifterne af Shaping New Tomorrow – Christoffer Bak, Kasper Ulrich og Christian Aachmann.
Stifterne af Shaping New Tomorrow – Christoffer Bak, Kasper Ulrich og Christian Aachmann.
Vis mere

»Vi mødte ind klokken syv om morgenen, og når man tog et opkald, havde vi 10-15 missede opkald, når man lagde på, og dagen med opkald og kunder i butikken sluttede først klokken 18, hvorefter arbejdet startede langt ud på aftenen med forretningsudvikling og planlægning.«

Det store pres gjorde, at Kasper Ulrich og de to andre stiftere, Christoffer Bak og Christian Aachmann, blev nødt til at hente hjælp fra familie og venner for at kunne følge med.

»Dengang kunne vi kun betale dem i pizza,« griner Kasper Ulrich og fortsætter:

»Det var ekstremt lange dage og umuligt at indhente den efterspørgsel, vi fik, for når vi var færdige med en 15-18 timers arbejdsdag, havde vi flere ordrer, end da vi startede dagen.«

Virksomhedens vækst har været vild de seneste 2 år og de tre stifterne lægger ikke skjul på at det ligger ualmindeligt meget hårdt arbejde i at føre deres brand og virksomhed videre til det stadie virksomheden er den dag i dag.

Da de tre venner var med i tredje sæson af 'Løvens hule' i 2018, endte det med en investering fra Jesper Buch og Birgit Aaby, der hver investerede 250.000 kroner og fik ti procent af virksomheden.

»Begge parter er stadig med, og vi har stadigvæk en god relation til dem. Vi har faste samtaler hver anden uge. Det er dog Jesper Buch, vi ser mest til,« forklarer Kasper Ulrich.

Det er noget, investoren og løven Jesper Buch kan nikke genkendende til.

Just Eat-stifteren Jesper Buch købte sig ind 2018 ind i Shaping New Tomorrow.
Just Eat-stifteren Jesper Buch købte sig ind 2018 ind i Shaping New Tomorrow. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»Det er en af mine bedste investeringer – uden tvivl. Og oveni, så er jeg meget glad for venskabet, jeg har fået med de drenge, og at få lov til at være med på deres rejse.«

Firmaet er gået fra en omsætning på 100 millioner i 2019 til en fordobling. Shaping New Tomorrow havde altså en omsætning på over 200 millioner kroner i 2020.

Dette gav samtidig et resultat på over 30 millioner kroner, men de penge er allerede øremærket.

»Vi reinvesterer næsten alt for at komme ud på de udenlandske markeder. Det gør vi for at sikre en meget høj værdiansættelse om nogle år. Vi skal se, om vi kan ramme det helt store marked, og så bliver jeg rigtig tilfreds,« forklarer Jesper Buch til B.T. og fortsætter:

»Jeg vil gerne se, at vi knækker det tyske marked, når vi åbner vores butik om to-tre måneder i Hamborg.«

Åbningen af butikken i Hamborg er kun første skridt mod nye højder.

»Butikken i Hamborg står klar, og oven på den får vi et internationalt kontor. Så ansatte på det danske kontor i Aalborg og det i Hamborg kommer til at bytte rundt en gang imellem,« lyder det fra stifteren Kasper Ulrich.

Samtidig forventer de at åbne 10-15 nye butikker i Tyskland i løbet af de næste par år, og Jesper Buch ønsketænker sig til en fordobling af omsætningen, så den passerer 400 millioner.

»Der skal ikke herske tvivl om, at vi er meget tilfredse. Selvom det har været udfordrende på grund af corona,« fortæller Kasper Ulrich.

»Det har været et hårdt år. Som iværksætter arbejder man mange timer, og i år har krævet ekstra mange timer. Vi har givet afkald på mange søndage.«

Men det hårde arbejde har givet pote for firmaet.

»Næsten 5 ud af 10 af kunderne kommer tilbage hver eneste måned. Så en stor del af vores kunder er kunder, der vælger at komme tilbage og købe mere. Det er vi beærede og stolte over.«

70 procent af omsætningen kommer af onlinehandel, og tallet har været konstant de seneste par år.

Shaping New Tomorrow har været på det tyske, hollandske, svenske og østrigske marked online siden 2019. I Tyskland er onlinesalget femdoblet i det seneste regnskabsår.