I andet afsnit af ’Den store bagedyst’ kom Fillip Katballe på glatis, da der skulle laves chokolade-sommerfugle.

»Det er noget af det værste, man kan sætte mig til,« lød det i programmet fra den 30-årige pædagog, da sommerfuglene ikke rigtig ville makke ret.

Hovedopgaven gik ud på at lave den klassiske Sarah Bernhardt-kage.

»Haha, jeg ved ikke hvad, der skete. Jeg tror, jeg fik en hjerneblødning,« fortæller Fillip i dag til B.T.

»Man forstår jo slet ikke, hvad det er for et pres, man er under, når man skal i gang med den hemmelige udfordring. Hjernen tænker slet ikke normalt.«

En del af Sarah Bernhardt-opgaven bestod i – som man så i udsendelsen - at lave små sommerfugle ud af chokolade og forme dem i et plastikkrus.

Det var altså ikke verdens nemmeste opgave for Fillip.

»Først går jeg i gang med at tegne sommerfugle. De er alle sammen mega grimme. Så skulle man folde papiret og putte dem ind i koppen. Det kan jeg slet ikke få til at give mening. Der var bare kaos i mit hoved,« griner han.

Fillip i 'Den store bagedyst'.
Fillip i 'Den store bagedyst'. Foto: DR
Vis mere

»Hvis jeg så det derhjemme, ville jeg også sidde og sige: ’Hvor dum er du? Nu må du lige tage dig sammen'. Men det er bare svært at forklare det pres, man er under. Når der bliver sagt ’bag’, så forsvinder 70 procent af hjernen bare.«

Fillip havde inden ’Den store bagedyst’ ikke den store bageerfaring, så han var lidt nervøs for, om han ville ryge ud af programmet som den første.

»Både Rasmus og jeg var enige om, at vores første mål var ikke at ryge ud som den første. Så selvom jeg generelt følte mig ret meget ovenpå i program to, så blev jeg da glad, da Tim (Vladimir, red.) sagde, hvem der gik videre - og at jeg var en af dem.«

'Den store bagedyst' sendes hver lørdag klokken 20.00 på DR1.