Kammeraterne rejste sammen mod den anden side af jorden. Nu er de tilbage på Bornholm. Men ikke helt som de samme mennesker og venner.

Kim Thygesen og Carsten Christophersen er hinandens bedste venner. Siden de mødte hinanden i forsvaret, har både gode og helt ekstreme oplevelser knyttet dem sammen. De ved begge to, hvordan man har det før, under og efter, man har været i krig.

»Vi har et særligt bånd, og selvom vi er forskellige, er vi bare ret godt på bølgelængde og har forståelse for hinanden. Kim er meget sympatisk og en rigtig god ven, som altid har ens ryg. Så behøver man ikke mere,« siger Carsten.

‘Først til verdens ende’-vennerne bor på Bornholm med ti minutters kørsel mellem hinanden. De ses ofte, og når de gør det, er det for at drikke kaffe eller gå lange ture ved Hammerknuden på nordøen. Men nu har snakkene har ændret sig.

»Vi kender hinanden på et noget dybere niveau. Vores venskab er bredere, og vi snakker ikke længere kun om soldater-historierne sammen, men også om rejse-oplevelsen. Da Kim stoppede i forsvaret, begyndte vi at glide fra hinanden. Turen har bragt os sammen igen,« siger Carsten.

Sådan har Kim det også. For på rejsen mod verdens ende er deltagerne kun udstyret med et verdenskort samt lidt kontanter. Derfor blev de tvunget til at tale meget mere sammen, end hvad de ellers ville gøre. For der var jo ikke en smartphone at søge underholdning på, når timerne i toget var mange, og sovestillingerne dårlige.

»Nu ved jeg pludselig en masse om Carstens liv før forsvaret, om hans opvækst og om hans familie. Carsten vil meget gerne have kontrol. For i hans arbejde i forsvaret må den mindste ting ikke gå galt. Men på rejsen oplevede jeg,  at han kunne slippe det. Han slappede af og var til stede på en ny måde, hvor han var mere sårbar,« fortæller Kim, der plejer at drille Carsten med, at han har militær-OCD.

Carsten, 35, er seniorsergent i forsvaret, hvor han har ansvar for at uddanne nye soldater. Han har to børn og er fraskilt to gange. Kim, 38, bor med sin kæreste og to børn. Efter han i 2010 fik PTSD, arbejder han i dag i et fleksjob.

Et andet syn på verden

Da Kim for cirka et år siden faldt over en reklame, hvor TV 2 søgte deltagere til et rejseprogram, havde han aldrig forestillet sig, hvad det ville føre til.

»Det var lang tid siden, jeg havde lavet fis med Carsten, så jeg tog et screenshot af tilmeldingen, jeg sendte ind, og billedet sendte jeg i en besked til Carsten, hvor jeg skrev, at jeg håbede, han kunne få fri.«

Efter programmet har begge deltagere skruet kraftigt ned for tiden foran en skærm. For eksempel er Kims telefon altid på lydløs. Men at slippe følelsen af at være afhængig af sociale medier og smartphonen som værktøj i hverdagen, er ikke den eneste ændring hos dem.

Som soldater har de nu begge oplevet, at de mennesker, de mødte ude i verden, enten ville slå dem ihjel eller have noget ud af dem. Derfor var den største udfordring for Kim og Carsten, at de skulle henvende sig til så mange fremmede mennesker. Men de blev overraskede over, hvor mange, der ville dem det godt.

»For eksempel mødte vi en flok unge mennesker i Milano, hvor vi fik lov til at overnatte og betalte et symbolsk beløb på 100 kroner. Så spillede de musik og stod og lavede spaghetti carbonara til os midt om natten. Det var virkelig en fed oplevelse,« husker Carsten.

I dag har de begge mere lyst til at møde og tale med nye mennesker. Verden er ikke så farlig, som de gik og troede.

 

Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk.