Til tredje liveshow af 'X Factor' var temaet dansktop.

Og i studiet havde værten Sofie Linde inviteret en særlig gæst med, som også toner frem på TV 2 for tiden.

På tilskuerpladserne sad nemlig 'Ups, vi er voksne'-deltageren Tilde Vallø Bisgaard, der sammen med sin mor Susse havde fået billetter til deres favoritprogram af værten selv, skriver Billed-Bladet.

For Sofie Linde havde set en video, hvor Tilde fortæller om sin kærlighed til 'X Factor'.

I 'Ups, vi er voksne' møder man mor Susse og hendes datter Tilde.
I 'Ups, vi er voksne' møder man mor Susse og hendes datter Tilde.
Vis mere

»Mit ønske det er, at jeg vil gerne se 'X Factor' til liveshow. Det er et kæmpe ønske at se det, og jeg vil gerne bestille to billetter til mig og min mor Susse,« lød det fra Tilde Vallø Bisgaard i videoen, som Sofie Linde kommenterede:

'Sødeste du. Det ønske skal jeg nok hjælpe med – send du mig din mors mail – så sørger jeg for, at I kommer ind og ser XF, når liveshow begynder,' skrev tv-værten.

Og som sagt så gjort, for til tredje liveshow var Tilde og Susse Bisgaard landet på tilskuerpladserne, og det blev en stor oplevelse for den 29-årige fan.

»Det gjorde simpelthen Tilde så lykkelig, at Sofie kom ud og hilste i pausen. Hun var fuldstændig blown away. Det var en kæmpe oplevelse for hende. Hun havde jo stråleglans om ørerne. Det var en fantastisk aften,« fortæller Tilde Bisgaards mor til Billed-Bladet.

På Instagram har Tilde Bisgaard også selv delt et billede af krammet med Sofie Linde.

'Vi blev så glade for at se hinanden til 'X Factor'. Det var en skøn aften, og Sofie Linde har også set 'Ups, vi er voksne', og hun syntes, vi var så gode,' skriver Tilde, der får hjælp til sin Instagram af mor Susse.

Ikke mindst fortæller 'Ups, vi er voksne'-deltageren i opslaget om, hvordan flere blandt publikum også havde set hendes program og kom hen og hilste pænt.

'Ups, vi er voksne' kører for tiden på TV 2 og omhandler en række unge med Downs syndrom, der bor på bostedet Valbyholm.