Havde du også glemt Bedrag?

Ligesom man skulle tro, at der ikke kunne presses mere krimi ud af dansk tv, har DR sørme lavet en tredje og sidste sæson af deres populære søndagsserie om økonomisk kriminalitet.

Det er to år siden sidst. Kultfiguren Bimse er død, smukke Claudia er skrevet ud, og rebellen Mads Justesen og hans deprimerede kone er heller ikke med længere.

Der lader her i finalen til at være skåret helt ind til benet – til en duel mellem de to forpinte sjæle, politimanden Alf og den godhjertede forbryder Nicky.

Esben Smed som Nicky i Bedrag.
Esben Smed som Nicky i Bedrag. Foto: DR
Vis mere

Og netop de to er alene grund til at følge med de kommende uger.

Skuespiller Thomas Hwan var i første afsnit både mega badass, når han som Alf henkastet tog sin politivest over sig og smadrede igennem et vindue i jagten på en forbryder, og samtidig skrøbelig, når han kæmpede med indre dæmoner.

Det klæder Thomas Hwan at have rystet Thomas Bo Larsen af sig, og nu er han rykket fra skrivebordet ud på gadeplan, hvor han jagter narkokonger i Københavns underverden.

Thomas Hwan har endnu kun en række biroller på cv'et. Måske det her kan blive hans store gennembrud som en moderne 'Kloge Åge'-politimand a la Lars Brygmanns La Cour fra Rejseholdet.

Hans modstander, forbryderen Nicky, ser også ud til at gå en stor sæson i møde. Skuespiller Esben Smed har senest med sin hovedrolle i filmen Lykke-Per for alvor bevist, at han kan underholde et stort publikum, og her i tredje sæson af Bedrag åbnes tydeligvis op for endnu større udfoldelsesmuligheder.

Hvad blev der af Nickys kæreste og barn? Holder hans vanvittige plan om solo at overtage hashhandelen i København og leve i eksil i Spanien? Og er han på bunden ikke bare en god dreng, der kom ud, hvor han ikke kan bunde?

Dansk tv-drama flyder som sagt over med krimier for tiden, og fulgte man med i TV 2's Kriger i efteråret, virker tredje sæson af Bedrag som en forlængelse, hvor rockermiljøet skiftes ud med indvandrerbander og hvidvaskning af penge.

Det er måske ikke vanvittig originalt, men det er gennemført, godt lavet og utrolig underholdende.

Var der nogen, der sagde Underverden-jam?
Var der nogen, der sagde Underverden-jam? Foto: DR
Vis mere