Iført en eksotisk kjole med tigerprint og en blomsterkrans på hovedet havde hun lige ført sig frem på dansegulvet i den bedste sendetid, da en reklameblok og en håndfuld gravalvorlige voksne mennesker overtog skærmen.

'Justice for Don Lewis' stod der i bunden af billedet. Efterfulgt af et skilt med 'Who Murdered Don Lewis?'. Og en lovning på en dusør på 100.000 dollar – knap 630.000 kroner – for oplysninger. »Et stort pr-stunt,« sagde damen med den eksotiske kjole bagefter. Carole Baskin.

Indrømmet. Har man ikke set den vildt populære Netflix-dokumentar 'Tiger King', aner man næppe, hvad det handler om. Men har man, vil man vide, at dramaet langtfra er ovre. At efterdønningerne synes uden ende.

Kort fortalt handler 'Tiger King' om den vildt excentriske Joe Exotic og hans indhegnede kongerige med vilde dyr. Samt hans mangeårige fejde med dyreaktivisten Carole Baskin, som han hadede så inderligt, at han endte med at få en dom på 22 år for blandt andet at have forsøgt at få hende myrdet.

Den berømte og berygtede Joe Exotic fra Netflix dokumentaren 'Tiger King'.
Den berømte og berygtede Joe Exotic fra Netflix dokumentaren 'Tiger King'. Foto: AFP/Netflix
Vis mere

Men Joe Exotic mente også, at Baskin havde slået sin eksmand Don Lewis ihjel. Han havde tilmed en teori om, at hun havde fodret sine egne tigre med ham. Og det er her, at tv-reklamen kommer ind i billedet. For det er han ikke ene om at mene.

Selv om tigerkongen i dag sidder bag tremmer, kastes der kontinuerligt brænde på hans bål.

Senest fra et nyt vidne, Trish Farr-Payne, hvis eksmand ifølge The Independent arbejdede for ægteparret Carole Baskin og Don Lewis og en aften i 1997 kom hjem med en stor samling våben i bilen. Ikke sin egen, men Don Lewis' bil. Og våben, som han havde lovet Carole Baskin at skjule.

»Don er væk, jeg vil ikke snakke om ham, og hvis nogen spørger, siger du ikke et ord om ham,« blev Trish Farr-Payne beordret af sin eksmand Kenny til at sige. To dage før Don Lewis officielt blev meldt savnet.

Og da hendes mand få dage efter kom hjem med en stor fryser med hængelås på, var hans eneste ord: »Stil mig ikke spørgsmål, du ikke vil kende svaret på.«

Don Lewis forsvandt fra jordens overflade 19. august 1997. Som nævnt meldte Carole Baskin ham først savnet to dage senere. Han er aldrig fundet, men blev officielt erklæret død i 2002.

Efter års henlæggelse blev sagen genåbnet, da 'Tiger King' tidligere i år fik interessen til at eksplodere. Også fra de efterladte, Don Lewis' tre døtre.

Og det var dem, der forleden stod bag reklamen på tv, hvor de udlovede en dusør på 100.000 dollar til den person, der kunne bidrage til afsløringen af, hvem der myrdede Don Lewis.

»Hans familie fortjener svar. De fortjener retfærdighed. Ved du, hvem der gjorde det, eller om Carole Baskin var involveret? Ring til os,« siger de tre døtres advokat i reklamen.

Men djævlen ligger i detaljen. For samme aften havde Carole Baskin nemlig sin debut i den amerikanske udgave af 'Vild med dans'. Og reklamen blev bragt i den blok, der efterfulgte hendes første optræden på dansegulvet.

Carole Baskins debut i den amerikanske udgave af 'Vild med dans'.
Carole Baskins debut i den amerikanske udgave af 'Vild med dans'. Foto: PLANET PHOTOS
Vis mere

»Et stort pr-stunt,« kaldte hun det efterfølgende i et interview med Entertainment Tonight og havde kun hovedrysten tilovers for reklamen.

»Find noget væsentligt at bruge jeres liv på,« lød hendes råd til alle dem, der har travlt med at anklage hende.

For Carole Baskin er dans næppe, hvad hun skal bruge sit liv på. I hvert fald scorede hun kun 11 point ud af 30 hos dommerne. Aftenens laveste. Selv om hun dansede til 'Eye of the Tiger'.