Så kom den: forløsningen. I mandagens afsnit af TV 2-serien 'Efterforskningen' er det endelig lykkedes dykkerne at finde resten af Kim Walls jordiske rester. De er glade. Lettede.
Sådan var det også i virkeligheden, da man i slutningen af november 2017 kunne indstille søgningen. Arbejdet var gjort. Efter uger med frustration var man færdig.
»Det var jo fantastisk for mig at kunne ringe til Ingrid og Joachim (forældrene, red.) og fortælle, at vi havde fundet den sidste arm. Så på den måde var det en stor forløsning,« siger virkelighedens Jens Møller, før han tilføjer et 'men':
»For mig kom den personlige, kæmpe forløsning seks uger tidligere, da vi fik det kæmpestore gennembrud og fandt hovedet og de to ben. Der var en helt unik stemning. Det var en helt unik oplevelse, som jeg aldrig nogensinde glemmer.«
I ugevis havde Forsvarets dykkere kæmpet for at finde de jordiske rester af Kim Wall.
Hendes torso blev fundet 21. august i vandet ved Amager af en forbipasserende. Det var lidt over en uge efter, at hun var sejlet ud med Peter Madsen.
Et par dage senere fortalte den dengang drabssigtede Peter Madsen, at han 'havde begravet hende til søs'.
Men hvor er resten af den svenske journalist? Efterforskere og dykkere var på bar bund. At finde resten af den unge kvinde i havet var som at finde en nål i en høstak.
Selv om man arbejdede ud fra den rute, ubåden 'UC3 Nautilus' sejlede den skæbnesvangre nat, fandt man intet.
»De havde jo hver eneste dag troet på det, når de mødte om morgenen, og hver eneste aften var de skuffede, når de heller ikke fandt noget den dag.«
»De mange håb, som bristede gang på gang på gang,« beskriver Jens Møller forløbet. Afmagten.
En afmagt, der blev omdannet til håb, efter de svenske lighunde og forskningsskibet 'Aurora' med Torben Vang som kaptajn kom på sagen. 6. oktober var der bid. Dykkere fandt Kim Walls hoved og ben.
Tidligere drabschef Jens Møller, der har været med til at lave 'Efterforskningen', som er skrevet og instrueret af Tobias Lindholm, husker det tydeligt.
»Lige pludselig er gennembruddet der, og jeg fik en fantastisk sms om, at nu var den der.«
Han følte en sær forløsning, for hvordan kan man være glad i så alvorlig sag?
»Den stemning, der var der, hvor man på den ene side er, som politiet altid er, når man er sammen med døde – men er andægtig, forholder sig stille og hvisker med respekt for de afdøde.«
»På den anden side er der også forløsningen, hvor man vil gå og highfive, mens der ligger fotografer få hundrede meter væk med store telelinser og tager billeder.«
Fundet ramte avisernes forsider dagen efter. Men med 'pæne og andægtige' billeder, understreger Jens Møller.
Han havde på dagen for fundet selv sat kursen mod kysten, hvor han med egne øjne skulle se gennembruddets sag.
»På vej derud havde jeg fået at vide af Joachim Wall, at jeg skulle huske at sige 'tak. Tak for indsatsen' til personalet. Det kunne jeg næsten ikke sige, fordi det var så rørende at skulle overbringe det.«
»At skulle se ansigtet på de her gutter var helt unikt, og jeg vil aldrig glemme det.«
