Den danske film 'Druk' har mulighed for at sejre i hele to kategorier, når dette års Oscar-show løber af stablen. Men desværre kan hele filmholdet ikke være med i Los Angeles til det stort anlagte show.

Filmen har nemlig kun fået tilbudt to billetter til det store Oscar-show. Det bekræfter Have Kommunikation over for B.T.

Med danske briller kunne man have håbet på at se et større hold indtage festen i Los Angeles, og ved flere tidligere danske nomineringer har man da også set et væsentligt større dansk hold på den røde løber – men det sætter covid-19 altså en stopper for i år.

Derfor er det store spørgsmål nu, hvem skal have de to billetter til det eftertragtede show.

Instruktør Thomas Vinterberg og skuespiller Mads Mikkelsen ankommer, da Zentropa og Nordisk Film holder gallapremiere og rød løber på Thomas Vinterbergs drama Druk i Nordisk Film Biografer Imperial, onsdag den 23. september 2020.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Instruktør Thomas Vinterberg og skuespiller Mads Mikkelsen ankommer, da Zentropa og Nordisk Film holder gallapremiere og rød løber på Thomas Vinterbergs drama Druk i Nordisk Film Biografer Imperial, onsdag den 23. september 2020.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

For med medvirkende som Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe på rollelisten samt instruktør Thomas Vinterberg må man antage, at det kan have været svært at udpege de to pladser, som skal repræsentere den danske film.

Valget er faldet på Thomas Vinterberg, som må siges at være selvskrevet, da han både er nomineret i kategorien bedste internationale film og bedste instruktør.

Med sig til Oscar-fest tager Thomas Vinterberg sin hustru, Helene Reingaard Neumann, der også medvirker i filmen, hvor hun spiller rollen som hustru til Magnus Millangs karakter Nikolaj.

Instruktør Thomas Vinterberg og Helene Reingaard Neumann ankommer, da Zentropa og Nordisk Film holder gallapremiere og rød løber på Thomas Vinterbergs drama Druk i Nordisk Film Biografer Imperial, onsdag den 23. september 2020.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Instruktør Thomas Vinterberg og Helene Reingaard Neumann ankommer, da Zentropa og Nordisk Film holder gallapremiere og rød løber på Thomas Vinterbergs drama Druk i Nordisk Film Biografer Imperial, onsdag den 23. september 2020.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Udover Vinterberg og Helene Reingaard Neumann tager filmens producere, Sisse Graum Jørgensen og Kasper Dissing, også til Los Angeles – men de kommer altså ikke til at være med til selve Oscar-showet.

Hvad skuespillerne Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Lars Ranthe, Magnus Millang eller holdet på Zentropa gør i stedet for, vides ikke endnu.

Forud for Oscar-showet, som løber af stablen natten til 26. april dansk tid, har 'Druk' allerede vundet flere store priser i udlandet.

Heriblandt bedste film ved European Film Awards, og for første gang i 32 år har en dansk film vundet i kategorien bedste udenlandske film ved det britiske prisuddeling Bafta.

Thomas Vinterberg er den første dansker nogensinde til at blive oscarnomineret for bedste instruktør.

Ingen af hovedskuespillerne har vendt tilbage på B.T.s henvendelser omkring den missede chance for en tur til Oscar-showet.